
September: Månedens plante og gartneren bag
Hos Gartneriet Lammehave finder man et væld af spektakulære planter i sjove former og farver. En af de mest iøjnefaldende er Sarracenia – bedre kendt som fluetrompeten. Denne kødædende plante er med sine høje, farvede trompeter både en karakteristisk og unik plante.
Omlægning til kødædende planter
Niels Jørgen Petersen, der ejer Gartneriet Lammehave, har produceret kødædende planter som Sarracenia i mere end 20 år. Siden han købte gartneriet i 1986, har han dyrket mange forskellige kulturer – blandt andet Passiflora, en smuk plante med store, farverige passionsblomster.
Men som et mindre gartneri var det svært at konkurrere med de store producenter, der havde en højere kapacitet. Derfor besluttede Niels Jørgen i 2002 at undersøge mulighederne – og valget faldt på at omlægge størstedelen af sin produktion til kødædende planter.

En udfordrende begyndelse
To år senere havde Lammehave omkring 500 kvadratmeter med kødædende planter, men Sarracenia viste sig hurtigt at være en udfordrende kultur. Manglen på erfaring og viden om planten gjorde det til en lang læringsproces at nå dertil, hvor de er dag. Det har gjort gartneriet til at sandt nichegartneri – samtidig med, at det har været svært at sparre med andre om kulturen. Udviklingen har derfor krævet både mod til at eksperimentere og tålmodighed til at opbygge den nødvendige viden.
De bedste betingelser medfører de vanskeligste forhold
Produktionen af Sarracenia rummer mange udfordringer. ”Det er en vanskelig kultur at producere”, fortæller Anita fra Gartneriet Lammehave. Mængden af gødning er et spørgsmål om balance, da planten kun tåler meget lidt, men samtidig behøver en smule for at kunne vokse. Ligesom andre planter angribes den af skadedyr, men da den ikke tåler kemi, er bekæmpelsen vanskelig. Nogle skadedyr bekæmper planten selv, men det gælder desværre også nyttedyr, som anvendes til biologisk bekæmpelse.
Da Sarracenia er en surbundsplante, skal jordens surhedsgrad ligge mellem 3,5 og 4,5, og planten kan derfor kun vandes med regnvand. Råvand indeholder nemlig for mange næringsstoffer, hvilket medfører en for høj PH-værdi. Dette er blot nogle af de faktorer, som Niels Jørgen måtte tage højde for, da han i starten af 00’erne omlagde størstedelen af sin produktion til kødædende planter.


Naturens egen insektfanger
Fluetrompeten, der oprindeligt vokser i sumpede områder i USA og Canada, lokker insekter som blandt andet hvepse til sig med en sød nektar på kanten af de trompetformede blade. Indvendigt er bladene beklædt med glatte vægge, som gør det umuligt for insekterne at komme op igen – også selvom de har vinger, da de har brug for afsæt for at kunne lette. Når insekterne glider ned i trompeten, fanges de og nedbrydes langsomt af en enzymvæske. Øverst sidder en hætte, der forhindrer regnvand i at komme ned i trompeterne.
Svær at producere – nem at passe
Selvom fluetrompeten er vanskelig at producere i gartneriet, er den nem for forbrugeren at passe. Den kan stå både indendørs, på terrassen eller plantes ud i haven. Planten er en staude og tåler temperaturer ned til minus 15 grader. Om vinteren går den i dvale og visner ned, men når foråret kommer med mere lys og højere temperaturer, skyder den igen med nye skud. De første par år kan den med fordel dækkes til i vinterhalvåret. Sarracenia trives bedst i et fugtigt miljø, og derfor er det vigtigt at holde jorden konstant fugtig. Samtidig elsker den sol og bør placeres lyst.
Hos Gartneriet Lammehave produceres der i dag 16 forskelle sorter af Sarracenia. Nogle er høje, andre mere kompakte, og de findes i flere farver. Der er derfor rig mulighed for at finde en variant, der passer til netop dig. Selvom gartneriet har mange forskellige sorter, er der ikke forskel på effektiviteten.
”Det er det samme princip. Det, der er forskellen, er hvordan insekterne kommer til kanderne. Den måde, planten nedbryder insekterne på, er den samme”, fortæller Niels Jørgen.
