
Marts: Månedens plante og gartneren bag
Roser har længe været et symbol på skønhed og romantik, men når det kommer til potterosernes verden, skiller Princess of Infinity sig ud. Med både udseende og holdbarhed i høj kurs er den blevet en favorit blandt forbrugere, der ønsker en langtidsholdbar og smuk plante til hjemmet.
Fra innovation til bestseller
Princess of Infinity er udviklet af Roses Forever, hvor ejer Rosa Eskelund, hendes mand Harley og søn Anders konstant arbejder med forædling, dvs. udvikling af nye, forbedrede sorter. Arbejdet med rosen startede som en del af deres mange forædlingsprogrammer, hvor de kombinerer de bedste egenskaber fra forskellige roser for at skabe en robust plante.
"Infinity-roserne har en X-faktor og skiller sig ud ved deres store fyldige blomster og lange holdbarhed. Vi arbejder hele tiden med at forbedre vores sorter, så de ikke bare er flotte, men også lettere at dyrke, passe og samtidigt er mere resistente," fortæller Rosa.


En royal døbning og international anerkendelse
Princess of Infinity har ikke blot vundet forbrugernes hjerter, men også royale anerkendelser. I 2012 blev den døbt af H.K.H. Kronprinsesse, nu Dronning, Mary ved Blomsterfestivalen i Odense, hvor den blev fejret og døbt med champagne på scenen.
Siden har Infinity vundet flere priser, bl.a. Floradanias bedste nyhed på IPM, og er blevet en bestseller. I modsætning til tidligere, hvor den røde farve dominerede i perioder som Valentinsdag og Kvindernes Internationale Kampdag, er netop denne lyserøde rose blevet efterspurgt af producenter og forbrugere verden over.
Biologisk bekæmpelse
Hos Roses Forever er udviklingsvæksthusene baseret på biologisk bekæmpelse, hvor nyttedyr bruges til at holde skadedyr i skak. "Det er en vigtig del af vores tilgang. Vi vil gerne skabe smukke roser uden at belaste miljøet for meget," forklarer Rosa.
Den hurtige produktionstid på 9-10 uger fra stikling til færdig plante betyder også et lavere energiforbrug hos planten ift. andre, da behovet for varme og lys er mindre. "Jo kortere tid planten er i drivhuset, desto mere skånsom er den for miljøet," understreger hun.

Pasning af Princess of Infinity
Princess of Infinity er en alsidig potteplante, der både trives indendørs og udendørs i krukker – så længe den ikke sættes ud i frostvejr. Den kan plantes i haven og kommer igen næste år, ved den rette pleje. Rosas råd er:
Indendørs:
- Vand den regelmæssigt, men undgå overvanding.
- Placér den lyst, men ikke i direkte, skarp sol hele dagen.
Udendørs maj-september i krukke
- Vand den regelmæssigt, men undgå overvanding.
- Tilføj gødning i vækstsæsonen for en sund og frodig plante – så kommer den igen næste år.
