Gå til hoved-indhold

En god tro på fremtiden hos Thoruplund

Gartneriet Thoruplund har gennem tre generationer udviklet sig fra et mindre husmandssted til en moderne potteplanteproduktion med fokus på kvalitet og en mere ansvarlig produktion. En central kultur er campanula, som danner grundlag for nyere forældede sorter som Campanula Bloom Blue Ocean og White Ocean, der er maj måneds plante.

Genrationsgartneri med ambitioner

Generationsgartneriet Thoruplund blev grundlagt i 1946 og drives i dag af tvillingerne Bodil Johansen og Jacob Andersen sammen med deres far, Jørgen Andersen. Oprindeligt dyrkede Jørgens forældre grøntsager og snitblomster, men da Jørgen og hans kone kom til i 1974, omlagde de produktionen til potteplanter. Dengang var de centrale kulturer novemberkaktus og campanula, der stadig udgør kernen i gartneriet i dag.

Jacob og Bodil trådte ind i virksomheden i henholdsvis 2006 og 2008. Selvom de er vokset op i gartneriet, var det ikke givet, at de skulle vende tilbage. Alligevel viste det sig at være den naturlige vej, men det krævede mere end blot samme efternavn. Det var et krav, at de også havde evnerne. I 2012 overtog Jacob og Bodil som tredje generation.

I dag har de en klar arbejdsdeling. Jacob står for produktionen, Bodil for administration og salg, mens Jørgen varetager teknik og forædling. De ser det alle som stor styrke, at de kan sparre med hinanden. Hver især har de ansvar for deres område og bidrager med viden, som tilsammen styrker gartneriet.

Investering i moderne og effektiv produktion

Efter Jørgens indtræden blev gartneriet udvidet med flere drivhuse. I 1999 blev en tredjedel af dem ødelagt af en storm, hvilket krævede mange ressourcer at genopbygge. Siden har gartneriet investeret i moderne drivhuse med mere effektive løsninger.

Forbedringer som drivkraft

Effektiviseringen afspejler deres grundlæggende holdning, nemlig at der altid er plads til forbedring. ”Selvom vi synes, det går godt, forsøger vi hele tiden lige at gøre det lidt bedre. Det er indstillingen for hele vores forretning”, fortæller Bodil.

Planter er levende organismer, og det gør produktionen kompleks. Selv små ændringer kan have stor effekt, og derfor handler det om at foretage gradvise ændringer med omtanke. På trods af udfordringerne, skaber erhvervet stor arbejdsglæde for Jacob, Bodil og Jørgen.

Målrettet arbejde mod en grønnere produktion

Forbedringerne omfatter også en målrettet indsats for en mere ansvarlig produktion. Gartneriet arbejder blandt andet med biologisk bekæmpelse, LED-lys, energioptimering og reduceret brug af spagnum.

”Vi er villige til at gøre alt, hvad vi kan, men man ikke løse noget fra den ene dag til den anden. Det er en proces”, fortæller Bodil.

Særligt har de fokus på biologisk bekæmpelse og forædling, så planterne bliver mere robuste og modstandsdygtige over for skadedyr. Da biologisk bekæmpelse primært virker forebyggende, er det afgørende at være på forkant. Dette stiller store krav til stiklingen af planterne. Derudover anvendes fangplader og overvågning af skadedyr, så de løbende kan holde øje med omfanget af skadedyr, og så strategien kan tilpasses i tide i tilfælde af større angreb.

Viljen til at lykkes

I løbet af de sidste årtier er verden blevet mere uforudsigelig, og kriser opstår hyppigere. I gartneriet er det derfor en del af hverdagen at håndtere usikkerhed. De arbejder med risikovurderinger og scenarietænkning for at være bedre rustet til fremtidige udfordringer.

På trods af kompleksiteten er arbejdsglæden høj, og troen på fremtiden er stærk. Det er afgørende at være handlingsparat og turde at tage beslutninger. ”Vi har en god tro på fremtiden”, fortæller Jørgen. ”Det kommer ikke af sig selv. Der skal kæmpes hver dag”. Erfaringerne fra både succeser og udfordringer tages med videre og danner grundlag for fremtidige beslutninger.

Månedens plante: En klassiker med nye egenskaber

Gartneriets fokus på udvikling og forbedring afspejles også i månedens plante, Campanula Bloom Blue Ocean og White Ocean. Den er en ny sort af den klassiske flerårige staude campanula. Den nye sort udmærker sig ved at være produceret markant mere ansvarligt. Planterne er kompakte, danner mange knopper, har en lang holdbarhed på tre til fire uger og er vinterhårdføre.

Erfaringer og fornyelse

Som tredje generation viderefører Jacob og Bodil Thoruplund med respekt for det fundament, der er skabt gennem årtier af Jørgen og hans forældre. Med fokus på kvalitet og en mere ansvarlig produktion arbejder gartneriet løbende med at udvikle og tilpasse sig i en foranderlig verden.