Gå til hoved-indhold

ROL-gener og ethylenresistens: Stærkere planter, gladere kunder

Hos Queen Flowers er fokus på produktion, og ved at kombinere moderne teknologi med innovative metoder arbejder de aktivt med at optimere produktionen.

I spidsen for disse initiativer står en række tiltag, som ikke kun optimerer produktionen, men også forbedrer planternes kvalitet og holdbarhed.

ROL-transformation

Queen Flowers arbejder blandt andet med LED-belysning, recirkulering af vand og flerlagsgardiner. Tilmed arbejder de med ROL-transformation, en proces, hvor bakterien Agrobacterium rhizogenes bruges til at skabe mere kompakte og hårdføre planter. En af gartneriets R&D Laboratorie Specialister, Jwan, forklarer, at ved en proces, der også foregår i naturen, overføres bakteriens ROL-gener til plantens DNA, hvorved plantens vækst ændres. Resultatet er en plante, der er mindre afhængig af, at dens vækstfaktorer påvirkes, samtidig med at den bevarer de ønskede kvaliteter fra den oprindelige plante. Dette giver planter, som naturligt er mere kompakte, og de kræver mindre sprøjtemidler. Det gør produktionen mere effektiv.

Fra laboratorie til drivhus

Når planterne i laboratoriet er klar, kommer de ud til planteforædleren Alice i drivhusene. Alice har arbejdet ved Queen Flowers i 17 år og er ansvarlig for at udvikle nye, smukke sorter og forbedrede Kalanchoe planter. Fra planterne kommer til hende, overvåger hun effekten af ROL-generne i planterne. Herfra udvælger hun de bedste planter og skaber de nødvendige krydsninger, der sikrer, at planterne er robuste og kræver minimal sprøjtning. ’’Det er en tålmodigheds proces’’, fortæller hun, da det tager cirka 3 år fra at laboratoriets første planter med ROL-gener leveres, til planten er klar til at blive sendt til butikkerne. Under processen forsøger man at bevare flest muligt af de oprindelige karakteristika fra den oprindelige plante, samtidig med at ROL-generne tilføjer nye egenskaber.

Alice fortæller også, at det er en kompleks proces, hvor der hele tiden tænkes i innovation. Arbejdet med ROL-gener er en del af Queen Flowers’ langsigtede arbejde med produktionen. Ved at skabe planter, der er naturligt kompakte, bruger færre ressourcer, og som samtidig er stærkere og mere resistente over for stress, kan de minimere spild i produktionen og forbedre holdbarheden hos slutforbrugeren.

Ethylenresistents – planter, der kan nydes længe

Alice arbejder også med ethylenresistens – en vigtig egenskab, der er afgørende for planternes holdbarhed både i butikkerne og hjemme hos slutforbrugeren. Planternes resistens mod det naturligt forekommende plantehormon, ethylen, er afgørende for at sikre friske og holdbare produkter i butikkerne. Når planterne først forlader gartneriet, kan de blive udsat for ethylen fra bl.a. fra modnende frugt og grønt eller gennem temperaturændringer. Skader under transport kan forstærke denne reaktion. Ved at udvikle planter, der er mere modstandsdygtige over for ethylen, sikres det, at planter ikke kun ser flotte ud, når de står i butikkerne, men også har en længere, flottere levetid hos slutforbrugeren. Planter, der holder længere, kan reducere spildet hos slutforbrugeren, samtidigt med at gartneriet bruger færre ressourcer på at producere nye planter. Resultatet er altså færre spildte planter og en mere tilfredsstillende forbrugeroplevelse.

Naturlig variation i branchens planter

Når vi taler om reduktion i brugen af sprøjtemidler, betyder det også, at planterne, der produceres, ikke altid er perfekte, har den standard højde, som er normen, eller er identiske. De er til gengæld produceret med fokus på reduktion af brugen af sprøjtemidler, og det er noget, man må vænne slutforbrugeren til. Det er en del af den naturlige skønhed ved planter, som Queen Flowers og de andre potteplantegartnerier arbejder på at udvikle.