Gå til hoved-indhold

Nyttedyr erstatter sprøjtemidler: Her er gartnerens hemmelige tips og tricks

Hvis du har planter i hjemmet, drømmer du nok om, at de fremstår både sunde og frodige. Alligevel kender de fleste til, at skadedyr og sygdomme en gang imellem tager pusten fra selv den mest standhaftige plante. Udfordringen er ikke mindre hos gartnerierne, hvor tusindvis af planter dyrkes og passes på samme tid – men her har man i årevis brugt naturens egne soldater til at nedkæmpe sygdommene.

De fleste af os drømmer om et hjem fyldt med grønne, levende planter. Derfor er det en streg i regningen, når bladene pludselig får brune pletter eller små skadedyr melder sig i pottemulden.

Heldigvis bliver de potteplanter fra gartnerier mere og mere sunde og stærke.

Sandheden er nemlig, at rejsen mod en sund plante begynder længe før, den når ind i din stue. Den begynder i gartnerens drivhus, og her har der gennem de seneste årtier været gang i et revolutionerende arbejde, hvor planten forstærkes med hjælp fra naturen selv.

Naturen bekæmper naturen

På potteplantegartnerierne er kemiske sprøjtemidler i dag snarere undtagelsen end reglen. I stedet arbejder gartnerne med det, der kaldes biologisk bekæmpelse. 

I stedet for at sprøjte mod skadedyr sætter gartneren naturens egne nyttedyr ind – bittesmå dyr som for eksempel orme, der lever af præcis de skadedyr, man vil af med.

- Vi har arbejdet målrettet med biologisk bekæmpelse i 25 år, og i dag er det stort set den eneste form for skadedyrsbekæmpelse, vi benytter os af, siger Bodil Clara Johansen, som er direktør hos Gartneriet Thoruplund.

Hos Thoruplund er der opsat klæbeplader, som fanger skadedyr ind. Med et kig på pladen kan Bodil Clara Johansen og hendes kolleger se hvilke skadedyr, de skal gardere sig imod, og så kan nyttedyrene hentes frem og fordeles i gartneriets mange potter.

- Det kræver viden og nøjsom overvågning, men resultatet er sunde planter og at vi kan begrænse brugen af kemiske sprøjtemidler markant. Det giver god mening for en gartner at gøre alt, hvad man kan for at beskytte miljøet omkring os, så selvfølgelig har det været den rigtige vej at gå, siger hun.

Planter i bedre naturlig balance

Gartneriet Fashion Flowers har eksisteret i over 20 år og anvendt biologisk bekæmpelse med nyttedyr lige så længe. Indsatsen er dog intensiveret de seneste 4-5 år, fortæller gartner Jakob Christensen.

- Der er ingen, der bryder sig om at bruge kemi, og det gælder selvfølgelig også os gartnere. Derfor er der også bare en større tilfredsstillelse ved at trække på naturens egenskaber for at gøre vores planter sundere og stærkere, siger Jakob Christensen.

Selvom metoden er mere besværlig end at anvende kemikalier, er Fashion Flowers derfor gået all in på at bekæmpe skadedyr ved hjælp af deres mange nye ’kolleger’. I runde tal bliver det til cirka en halv million nyttedyr, som hvert år sættes fri for at jage skadedyrene på flugt.

Og spørger man Jakob Christensen, er det en metode, som er kommet for at blive.

- Det er et område, der udvikler sig hele tiden, og der kommer konstant nye løsninger til. Det kræver selvfølgelig lidt, for man skal vide hvilket skadedyr, man bekæmper og hvilket nyttedyr, der virker imod det. Men resultatet er en plante i bedre naturlig balance, siger han.

Gartnerens tips: Sådan holder du dine planter sunde derhjemme

De to gartnere tilføjer, at der er mange ting, man selv kan gøre, hvis man helt vil undgå at skulle bekæmpe skadedyr i hjemmet. Mange skadedyr dukker nemlig op, hvis planterne ikke holdes korrekt. Den bedste beskyttelse mod skadedyr er nemlig en sund plante.

Her er deres bedste råd:

  • Sæt planten det rigtige sted. En plante, der får det lys og den temperatur, den trives med, er langt mere modstandsdygtig. En stresset plante tiltrækker skadedyr.
  • Undgå at overvande. Konstant våd jord er en af de hyppigste årsager til svage rødder og skadedyr som sørgemyg. Lad de øverste par centimeter tørre, før du vander igen.
  • Tør støv af bladene. Rene blade optager mere lys – og spindemider, der elsker et tørt og støvet miljø, får sværere ved at få fodfæste.
  • Grib ind tidligt og blidt. Ser du skadedyr, så skyl planten under bruseren og tør bladene af, før du gør noget mere drastisk. Ofte er det nok.
  • Fjern visne blade løbende. Det holder planten sund og fjerner gode gemmesteder for skadedyr.