Miljø med omtanke:
Hawaii Gartneriets vej mod bæredygtig drift
Hos Hawaii Gartneriet handler bæredygtighed ikke om drastiske forandringer, men om langsigtede valg og målrettede forbedringer.
Generationsgartneriet, der siden 1995 har været ejet af brødrene Stefan og Thorsten, har gennem årtier skruet op for energibesparelser og ned for miljøbelastning – uden at gå på kompromis med planternes kvalitet.
Fra brand til energibesparelse
Da en brand i 1997 ødelagde en hel afdeling i gartneriet, blev det et vendepunkt i deres udvikling. Stefan fortæller, at de oprindelige drivhuse, som var bygget i dobbelt plast – en i forvejen energibesparende løsning – blev genopført i glas. I forbindelse med genopbygningen blev der i første omgang installeret med 2 gardiner og senere er der kommet et mere til. Tre-lags gardinsystemet som i dag er en central del af gartneriets energibesparende drift. De tre gardiner har hver sin funktion:
Øverst sidder skyggegardinet, et robust gardin, som kan rulles ned i siderne og bruges til at styre, hvor og hvor meget lys der skal trænge ind i drivhuset. Det midterste lag består af et blank-blank-gardin, der reflekterer lyset tilbage i drivhuset og dermed reducerer lysforurening. Da lyset ikke kan trænge igennem gardinet, anvendes det også til temperaturregulering.
”Det holder på varmen” fortæller Stefan. ”Vi bruger det også til at køle, for så minimerer vi vores vanding”.
Nederst findes energigardinet, som er et lyst og gennemsigtigt gardin, der lukker dagslyset ind og samtidig holder på varmen. Det styres automatisk af temperaturfølere, der registrerer forskelle over og under gardinet og regulerer det efter behov. Tilsammen skaber de tre lag et fleksibelt og energieffektivt klima, der hele tiden tilpasses planternes behov.
Temperatur med omtanke
Planterne i gartneriet trives bedst med en gennemsnitstemperatur frem for konstante temperaturforhold, og derfor er middeltemperaturstyring et af gartneriets centrale fokuspunkter. I stedet for at holde en fast temperatur i drivhusene, registreres den gennemsnitlige temperatur hver uge. De naturlige udsving i temperaturen er gavnlige for planterne, så længe gennemsnittet passer til deres behov. Metoden understøtter en mere naturlig vækst og reducerer samtidig energiforbruget. Ved at undgå unødigt energiforbrug til opvarmning og nedkøling, opnås en mere effektiv produktion – uden at gå på kompromis med planternes trivsel.
Bedre brug af eksisterende ressourcer
Gartneriet har fokus på at udnytte og optimere de ressourcer, de allerede har til rådighed. Med mange års erfaring i både produktion og drift arbejder de løbende på at forbedre eksisterende løsninger, inden de investerer i ny teknologi, som ofte både er dyrt og kræver ny indlæring.
”Vi arbejder i vores eksisterende rammer, og ser om vi kan lave forbedringer af det” fortæller Stefan.
Også valg af planter bidrager til energioptimeringen. Med tiden er gartneriet gået fra en stor produktion af Hibiscus – en kultur der kræver meget lys og energi – til i dag at dyrke flere grønne planter, som er langt mindre energikrævende. Som følge af omlægningen anvender de kunstlys med omtanke, og tænder derfor kun lamperne når det er nødvendigt, og særligt i perioder, hvor de kan udnytte energien fra vindmøller. På den måde udnytter de både den vedvarende energi, lyset og varmen, hvilket bidrager til et lavere energiforbrug, og reducerer lysforurening.
Kombinationen af implementeringen af mere energivenlige kulturer, temperaturstyring og kontrol af lys igennem gardinsystemet har medført et markant fald i Hawaii Gartneriets energiforbrug.
