
Gartneriet Broholm: Frilandsgartneri på naturens præmisser
Hos Gartneriet Broholm dyrkes stenbedsplanter på friland, hvor produktionen følger naturens egne rytmer. Med fokus på robuste planter, løbende udvikling af sortimentet og en mere ressourcebevidst produktion arbejder gartneriet målrettet på at forene høj kvalitet med dyrkning på naturens præmisser.
En barnedrøm om at drive gartneri
Gartneriet Broholm bygger på mere end 40 års erfaring. Virksomheden blev grundlagt i 1982 af Anders Ploug-Sørensen, som gennem årtier drev gartneriet med fokus på stenbedsplanter. Allerede som 10-årig fortalte Emil Stentebjerg Frederiksen, at han en dag ville overtage gartneriet, og da Anders i 2017 besluttede at sælge virksomheden, blev barnedrømmen til virkelighed. Midt i et job som driftsleder på et større landbrug og højsæsonen overtog Emil gartneriet som 24-årig.
Med en grundig oplæring af Anders har Emil siden videreført gartneriet med respekt for det eksisterende koncept men samtidig med fokus på udvikling. Allerede ét år efter overtagelsen flyttede gartneriet til en ny adresse, hvor næsten alt skulle etableres fra bunden.
Nye og gamle sorter
Gartneriet er kendt for sin produktion af stenbedsplanter, som udelukkende drives på friland. Klassiske kulturer som sedum og husløg er fortsat en vigtig del af produktionen, men de ændrede klimaforhold stiller nye krav til sortimentet. Mildere vintre betyder, at nogle sorter ikke længere trives optimalt, og derfor afprøves og indføres der løbende nye kulturer. Samtidig er gartneriet gået fra at være et sæsongartneri til et helårsgartneri, der rummer et bredere udvalg af stenbedsplanter. I dag omfatter produktionen syv kulturer med fem til otte sorter inden for hver kultur.

Timian – en plante, der summer af liv
En af de nyere kulturer er timian, også kaldet Thymus. Den blev testet for fem år siden og viste sig hurtigt at passe godt til både gartneriets koncept og dyrkning på friland. ”Den vokser hurtigt, den er rigtig pæn, og den er utrolig insektvenlig”, fortæller Emil. Den danner fine blomster i mange forskellige farver og bidrager samtidig til biodiversiteten ved at tiltrække liv i form af insekter.
Hårdfør og nøjsom plante
Stenbedsplanter som timian er robuste og tilpasset de skiftende vejrforhold. Efter etablering kræver de kun begrænset pleje. På gartneriet vokser planterne fast til underlaget, og når de løsnes, mister de den direkte adgang til vand gennem jorden. Derfor er det vigtigt, at de vandes grundigt den første tid efter udplantning. Når rødderne igen har etableret sig, passer planterne stort set sig selv.
Timian blomstrer i tre til fire uger. Når planten er afblomstret, anbefaler Emil at fjerne blomsterne. Det giver planten bedre mulighed for at danne nye blade og udvikle en tæt og kompakt vækst.

Jordblanding tilpasset planterne
Emil er selv tæt involveret i mange af gartneriets processer, herunder udviklingen af jordblandingerne. Sammensætningerne bygger både på løbende forsøg og erfaring. For at reducere forbruget af spagnum, som er energikrævende at udvinde, anvender gartneriet en spagnumreduceret jord tilsat træfibre, en smule ler og gødning. Der benyttes tre forskellige jordblandinger, som er tilpasset planternes forskellige behov for vand og næring. Når nye sorter afprøves, testes de samtidig i forskellige jordblandinger for at finde den bedst egnede sammensætning.

Produktion i samspil med naturen
At dyrke planter på friland medfører både fordele og udfordringer. Produktionen følger naturens rytme, og vejret har stor betydning for planternes udvikling. ”Vi arbejder med naturen. Vi er nødt til hele tiden at justere med klimaet”, fortæller Emil.
Planterne udvikler en naturlig robusthed, fordi de vokser under skiftende vejrforhold året rundt. Vind, regn, frost og temperatursvingninger gør dem stærkere og mere robuste.
Naturens varme driver væksten
Da væksten styres af temperaturen udenfor, er gartneriet afhængig af naturens egne rytmer, som kan variere fra år til år. For at beskytte planterne mod vinterens frost anvendes en fiberdug til at regulere varmen. Sammen med den sorte ukrudtsdug skabes en let drivhuseffekt, som holder på både varme og fugt, hvilket får temperaturen til at stige. Dette fremmer samtidig planternes vækst og sikrer, at de bliver klar på det ønskede tidspunkt.
Lugning med håndkraft
Produktionen på friland betyder også, at ukrudt let finder vej til planterne via vind, fugle og medarbejdernes færden. Da ukrudtet hverken kan fjernes med maskiner eller kemi, bliver det løbende luget med håndkraft. Det er en tidskrævende opgave, men afgørende for planternes kvalitet og for at sikre, at ukrudtet ikke formerer sig.
Fremtiden byder på nye investeringer
Selvom gartneriet ikke bruger energi på opvarmning af drivhuse, arbejdes der løbende med at gøre produktionen endnu mere ressourceeffektiv. Til efteråret etableres et nyt sprinkleranlæg, som skal sikre en mere præcis vanding. Det forventes både at reducere vandforbruget og gøre processen mere energieffektiv. ”Vi har en plan, og vi holder den, så nu laver vi en ny strategi”, fortæller Emil. På længere sigt er det ambitionen at etablere solceller, så gartneriet i højere grad kan producere sin egen energi. ”Vi går nogle spændende år i møde”, fortæller Emil.
