Gå til hoved-indhold

Frilandsplanter er mere robuste og styrker biodiversiteten

Et besøg på PKM her i højsæsonen minder om julemandens værksted, hvor der er gang i både de ansatte og teknologien. Deres vision om en grønnere fremtid er ikke bare en ambition; den er noget, de arbejder på hver dag.

Ved at kombinere teknologi med miljørigtige metoder bidrager PKM til en grønnere branche, der ikke går på kompromis med kvaliteten af dennes produkter.

Hver plante har sine egne behov, og derfor tester og udvikler gartneriet hele tiden nye metoder til planteproduktion og pleje. Et af deres tiltag er brugen af MK-boden, hvor der anvendes multikraft mikroorganismer til vanding. Mikroorganismerne styrker planternes rødder, gør dem mere modstandsdygtige og mindsker behovet for kemikalier. Resultatet er sundere og fyldigere planter, der samtidig er bedre for miljøet.

Mindre kemi, mere biologi

PKM har skåret kraftigt ned på brugen af kemikalier ved at vælge biologiske alternativer. De sætter nyttedyr ud, hvilket næsten eliminerer behovet for kemiske bekæmpelsesmidler, såsom trips, fuldstændigt. Denne ændring er sket over de sidste år, og Claes og Christina fra PKM fortæller, hvor vigtigt det er for både dem, PKM og branchen, at tænke på fremtidige generationer.

Effektiv produktion med avanceret teknologi

Teknologi er også en vigtig del af PKMs daglige drift. De har bl.a. en maskine med kameraer, der tager billeder af blomsterne og sorterer dem efter kundernes ønsker. Dette gør arbejdet lettere for de ansatte, der blot skal pakke planterne i kasser. PKM arbejder også med robotter på forsøgsbasis, såsom den vi tidligere har set på Bygrowers. Denne robot er en detektor, der med en fangeplade konstant overvåger forekomsten af insekter i planterne.

Stærkere planter på friland

PKM har 40.000 kvadratmeter friland, hvor de dyrker planter som bl.a. timian, lavendel og bunddækkeplanter.

Frilandsdyrkning gør planterne stærkere, da de udsættes for naturlige elementer som vind og vejr, og planterne bliver på denne måde mere kompakte og holder længere hos slutforbrugeren.

 

Derudover nærer planterne insekter som bier og sommerfugle, hvilket gavner biodiversiteten.

Deres friland er også udarbejdet med tanke på miljøet, hvorfor anlægget er med membran og opsamling, så alt vand bliver genbrugt. Dette er både økonomisk og miljømæssigt fordelagtigt.

Cirkulær økonomi

PKM har i mange år haft samarbejde med Modiform, hvor de samler og returnere formeringsbakker (PS) tilbage til leverandøren, som så har genanvendt plastikken til nye bakker.

Merih, der er miljøansvarlig ved PKM, fortæller, at gartneriet i 2022 valgte at få udviklet og produceret en maskine til vask af formeringsbakkerne, på trods af et meget svært år. Målet er at vaske og genbruge bakkerne minimum 10 gange, før de sendes til genanvendelse hos leverandøren. Processen foregår uden brug af kemi og tælleren er allerede over 400.000 stk.

Et kig på fremtiden

PKM er langt fra det eneste gartneri, der har fokus på at effektivitet og grøn omstilling i produktionen af deres planter. Den grønne omstilling er en fælles rejse, som alle gartnerierne hver dag arbejder for at udvikle.