Gå til hoved-indhold

Fra Vestfyn til Vornæs: Kenneth og Charlottes rejse med gartneriet

Hos Gartneriet Vornæs har Kenneth og hans kone Charlotte skabt en unik oase blandt kristtorn, æbletræer og mistelten – en unik kombination, der fortæller en historie om kreativitet, innovation og naturens samspil.

En god start

Da Kenneth overtog gartneriet i 2018, var det ikke hans første erfaring som ejer – han havde tidligere ejet gartneri på Vestfyn. Det var en fælles revisor, der ringede og spurgte, om han stadig havde ambitioner om at drive et gartneri.

Svaret var et klart ja – og således begyndte det nye eventyr med Gartneriet Vornæs. Den tidligere ejer, Niels, sørgede for en glidende og rolig overdragelse, og selv den dag i dag kigger han jævnligt forbi og får en snak om produktionen og udviklingen. Det var en fordel for Kenneth, da hans baggrund som væksthusgartner gjorde det til en læringsproces at arbejde med både indendørs planter og udendørs kulturer som kristtorn.

Kristtornens historie og vedligeholdelse

Kristtornen er en vigtig del af gartneriets produktion og en del af stedet historie. Kenneth og Charlotte har overtaget flere træer, som blev plantet tilbage i 1970’erne af den tidligere ejers far med henblik på at sælge afskåret kristtorn. Det tager mellem 10-15 år, før træerne er klar til at levere stiklinger, hvilket kræver en langsigtet planlægning og løbende plantning for at sikre konstant produktion.

Dette gør sig også gældende i læringsprocessen for sæsonarbejdet: ’’Nu går vi vinteren i møde, så der sker ikke så meget ude. Til gengæld er der nok at tage fat på indenfor.’’ Det er dermed et helt år med planlægning, plejning og arbejde, der alt sammen kulminerer i plantens vigtigste salgssæson: juletiden.

En læringsproces med højde for bæredygtighed

I begyndelsen var der mange nye ting at lære, især omkring brugen af Gnatrol – et biologisk middel til bekæmpelse af fluer og larver. For kristtornen er den største udfordring, at stiklingerne, som praktisk talt er grene, skal sætte rødder – en proces, der kræver tålmodighed, da det går væsentligt langsommere end med andre planter. Derfor er Kenneths største udfordring larver, der kan ødelægge rodnettet i planten, og brugen af Gnatrol bliver dermed essentiel for at sikre sunde og stærke planter.

Kenneth, Charlotte og ansatte har løbende tilegnet sig viden og erfaring og optimeret brugen af midlet. Han opdagede hurtigt, at det havde bedre effekt at vande direkte med slange i stedet for at udbringe det via et system med for fine huller. Denne metode, som nu bruges systematisk, har resulteret i sundere planter og en mere effektiv skadedyrsbekæmpelse – samtidig med, at det understøtter en bæredygtig produktion.

En natur i symbiose

På gartneriets 17 idylliske hektar trives kristtorn, æbletræer og mistelten. Misteltenen, der gror på æbletræerne, er en snylteplante, som lever i symbiose med træet. Fuglene elsker bærrene og spreder frøene til nærtliggende træer – naboens grund vidner om deres indsats med misteltenfyldte trætoppe.

 

Denne naturlige dobbeltproduktion, hvor både æbler og mistelten høstes, blev startet af en nu 71-årig ansat, der for næsten 30 år siden tog til Frankrig og hentede misteltenfrø. I dag er nogle af træerne så fulde af mistelten, at de næsten ikke ligner æbletræer længere.

Bæredygtig og gavmild produktion

Planterne ved Vornæs kræver kun lys og varme om vinteren, hvilket gør produktionen både energibesparende og bæredygtig. Kenneth er stolt af, hvordan naturens egne ressourcer og metoder bidrager til et harmonisk gartneri, hvor produktion og natur går hånd i hånd.

Hos Gartneriet Vornæs er det tydeligt, at Kenneth og Charlotte værner om både historie og fremtid, og de kombinerer tradition med innovation på en måde, der inspirerer.