Gå til hoved-indhold

Har du nogensinde hørt om pelargonier med cola- eller chokoladeduft?

Nej?

 

Så lad os præsentere dig for Gartneriet Fiore ApS.

Pelargoniesæsonen er skudt i gang, og det kan mærkes hos gartneriet på Fyn, der lige nu har deres travleste måneder på året.

Gartneriet producerer nemlig primært pelargonier, der er en af de helt store plantefavoritter i sommermåneder.

De har et hav af forskellige sorter, og duftpelargonier er en af deres specialiteter!

”Vi har over 30 forskellige duftpelargonier i år – lige fra dem, der holder myggene væk, til dem der dufter af cola eller chokolade”, fortæller Jacob Hvalsøe Hansen, der er ejer af gartneriet Fiore.

Og selvom gartneriet ikke måler mere end 6000 kvm, er passionen for pelargonier ikke til at tage fejl af.

”Vi har produceret pelargonier i godt 15 år. Da jeg overtog gartneriet, havde vi fem forskellige sorter, og nu har vi 70, så det er virkelig en plante, vi brænder for. Det er spændende at udvide sortimentet, når der kommer nye, sjove sorter frem, så det er klart sortimentet er vokset betydeligt. Mange af vores pelargonier laver vi selv, men vi køber også nogle sorter hjem som småplanter”, fortæller Jacob Hvalsøe Hansen

Det er forskelligt fra sort til sort, hvor lang tid det tager fra stikling til salgsklar plante, men Gartneriet Fiore er fyldt med friske pelargonier, som de sender ud til butikkerne frem til midt juni, hvor sæsonen så småt stilner af.

Den næste tid stiller vi skarpt på Pelargonien, der er en fantastisk plante!

Den tåler meget sol, og med den rette pasning står smukt hele sommeren igennem.

Pelargoniernes dufttoner opstår ganske naturligt i planterne, hvad end de dufter af chokolade, mynte, cola eller noget helt andet.

Tilbage