Vinterlig hygge med løgblomster

Hyacinter og amaryllis er kærkomne gæster i den kolde, mørke tid. De spreder hygge og stemning i stuerne, giver vindueskarmen kant og bordpynten karakter

Det giver sig selv, at vi trækker inden døre, når vejret udenfor er koldt og vådt, og med løgblomsters naturgivne, inspirerende former, er der uanede muligheder for at supplere indretningen med et unikt og rent udtryk.

De nordlige breddegrader er ikke alene kendt for de lavere udetemperaturer, men også for det kølige, stilrene udtryk, der kendetegner vores designarv, og som med ganske få midler kan iscenesættes derhjemme.

Vindue med udsigt
Hvide hyacinter er smukke og stilige i sig selv og kan plantes flere sammen ad gangen eller alene. Arrangeret i forskellige glas kan de skabe et varieret forløb i fx vindueskarm. Sorte bloklys sammen med enkle løg i forskellige høje glas og kun med de smukke rødder synlige og lærkekoglegrene som eneste pynt giver et nordisk og rent udtryk.

Cool knold
Foruden den vidunderlige duft, som hyacintens blomsterklaser spreder i hele rummet, er den karakteristiske, kugleformede knold både dekorativ og meget juleagtig.

Og det er ikke spor for tidligt at begynde at tænke juleoppyntning, så prøv at bruge løgblomster i stedet for eller i selskab med den sædvanlige julepynt. Hæng fx hyacinter op i silkebånd i forskellige længder sammen med glashjerter, og du har udsigten til en smuk juledekoration både inde- og udefra.

Bordpynt
Hyacinter er ligeledes meget velegnede til bordpynt. I denne vinters plantetrend, Tales of Flowers, er sølv og et ”frosted look” et gennemgående træk, og i samspil med fx hvide hyacinter opnås netop det kølige og enkle udtryk, som dominerer mode- og indretningsbilledet. Her er tre idéer:

Skab en rigtig vinterfortælling i form af en naturlig bordløber, hvor de lavtvoksende, kompakte hyacinter arrangeret som et forløb og med afstemt pynt af hvide blomster, mos og kugler binder bordet sammen til en helhed.

Plant hyacinter i en i skål på fod, og skab vinterstemning med lavgrene, frostede kogler og isblomster. De lyse farver understreges af gråt mos i bunden, og resultatet bliver en dekoration, der er klassisk og moderne på samme tid.

Arranger en smuk naturkrans med hyacinter fastgjort med pinde i midten, som både kan bruges som pynt på bordet og som udendørspynt ved fordøren.

Læs mere om løgblomster på www.logblomster.dk

Instagram