Månedens sommerplante juli - august
En af de allerbedste og smukkeste sommerblomster til krukker og havebede er Nicotiana alata, der også kendes under navnet Vingetobak. Planten, der oprindeligt stammer fra Sydafrika, blomstrer lystigt hele sommeren og tager ingen skade af en let udtørring, så de er også nemme at passe.
Vingetobak findes i flere farver, der spænder fra den æbleblomstfarvede og sødt duftende ’Apple Blossom’, over den trendy limegrønne ’Lime’ til den elegante røde ’Burgundy’, der bliver mørkere i farven, hvis den placeres uden for direkte sollys.
Udover de smukke farver, blomsterrigdommen og den behagelige duft, som i sig selv er grunde nok til at vælge Vingetobak, så vil man opleve en dejlig sidegevinst i og med, at de blomstrende planter med deres rige nektar tiltrækker sommerfugle.
Planter man Vingetobak ud i krukker, skal planterne sættes ned i god krukkemuld og gødes med jævne mellemrum. Vingetobak trives i både fuld sol og i halvskygge, så det er en yderst velegnet plante til sommerens potter og krukker næsten uden ende på anvendelsesmulighederne.
Hvis planten begynder at blive lidt ranglet at se på, kan man med sindsro klippe den tilbage. Det kan også være en god idé at gøre, før man f.eks. tager på ferie, hvor det kan knibe med at få den vandet.
Efter tilbageklipning skyder Vingetobak hurtigt med nye friske skud, der blomstrer, indtil frosten tager planten.
Familie Solanaceae
Navn Nicotiana alata
Populærnavn Vingetobak
Anvendelse Ude/inde
Placering Fuld sol / Halvskygge
Vanding Moderat – tåler let udtørring
Gødning Gødes jævnligt i vækstperioden
Oprindelse Sydafrika
Gartneriet Family Plants er med sine 9.000 kvadratmeter væksthuse ikke noget stort gartneri. Til gengæld har det familiedrevne gartneri et større sortiment af planter at byde på end de fleste. Der er altid spændende planter at finde til de skiftende årstider. Foruden Nicotiana dyrker Gartneriet Family Plants Hypoestes, Browallia, Celosia, Callistephus og Syrenprimula.