Stjernestunder med planter

Når boligen lige om lidt skal iklædes sit karakteristiske julelook, er planter en nem og hurtig måde at bringe ægte julestemning ind i stuerne på

Adventskransen er en kær og skattet juletradition, som godt kan tåle at blive frisket lidt op. Prøv noget nyt i år, og skab din egen helt personlige adventskrans med levende planter, der i modsætning til en tør gran- eller grenkrans udgør en betydelig mindre brandfare.

Lad dig gerne inspirere af det brede sortiment af miniplanter, som er meget velegnede til juledekorationer. Der er flere veje at gå, når du skal skabe din levende adventskrans, for det kommer helt an på stil og temperament.  Du kan fx vælge at bevare den klassiske krans, hvor sæsonens dejlige juleplanter indgår eller udgør en del af selve kransen på lige fod med gran eller mos.

Du kan også gå helt enkelt til værks og bruge fire enkeltstående skåle eller skjulere, som du anbringer på række eller i kvadrat. Arranger så planterne i skålene, og sæt lys i. Smukt og elegant i al sin enkelhed.

Er du mere til adventskranse udformet som en juledekoration, fungerer et fad eller en bakke rigtig fint som underlag. Placer planterne i fadet, og sæt lysholdere og lys ned mellem planterne, og på et øjeblik har du skabt en smuk og naturlig adventskrans til stjernestunderne med familien.

Billede 1 – Klassisk adventskrans:
Schlumbergera (novemberkaktus)
Euphorbia pulcherrima (julestjerne)
Cyclamen (alpeviol)
Begonia rex (kongebegonie)
Selaginella (engdværgulvefod)

Billede 2 – Fire på række:
Euphorbia pulcherrima (julestjerne)
Cyclamen (alpeviol)
Schlumbergera (novemberkaktus)


Billede 3 – Adventsdekoration i fad:
Schlumbergera (novemberkaktus)
Rhododendron simsii (stueazalea)
Pilea (pilea)
Echeveria (roset)
Euphorbia pulcherrima (julestjerne)
Kalanchoe beharensis (napoleonshat)
Hypoestes (fregnefjæs).

Tip til adventsdekoration i fad:
For at adskille lys og planter helt, kan du placere et mindre fad i et større og anbringe miniplanter i rummet mellem fadene. Arranger til sidst lysene i det mindste fad.

Downloads:
floradania_45_2001_dk.rtf45 Ki

Instagram