Sommerens plantetrend – Masser af grønt og 70er stemning

70er look, fordybelse og spændingsfeltet mellem dagslys og tusmørke er vigtige elementer som inspiration til indretningen af boligen i sommerens plantetrend, der meget slående har fået navnet Twilight Bloom

Grønne 70ere
Sommerens plantetrend, der er inspireret af 70ernes minimalistiske boligindretning og interesse for alle variationer af grønt, møder den moderne forbruger i dennes fortravlede og omskiftelige hverdag.

-          Naturen er oppe i tiden, når det handler om boligindretning. Vi har brug for en modvægt til en hektisk hverdag, og det finder vi bl.a. gennem blomstrende og grønne planter,

fortæller Anja Bisgaard Gaede, trendchef hos pej gruppen, som har medvirket i udarbejdelsen af plantetrenden.

Hun fortsætter,

-          planter med farvede blade afspejler samtidig elementerne i Twilight Bloom, som netop bruger den mørkere farvepalet, der kendetegnede 70erne. Især køkken og bad bliver indrettet med mørkere elementer af fx træ. Det stramme og stilfulde udtryk, vi kender fra det årti, er dog blevet blødt op og den helt hvide farve skiftet ud med sand og beige.

Derudover vil den varme gule farve og ikke mindst rødbedefarven spille en vigtig rolle i indretningen, mens sort i stigende grad erstattes med andre mørke farver.

Grønt i alle afskygninger
Den fornyede interesse for at skabe grønne rammer i hjemmet passer fint med det livssyn, som livsstilsekspert Anne Glad kendt fra programmet "Kender du typen" på DR oplever, og som netop planter giver god mulighed for at udfylde,

-          Bregner i kæmpestore krukker, lodrette, grønne vægge og store planteposer med masser af forskellige grønne planter holder deres indtog i boligen. Vi prøver at lave haven derhjemme, hvor vi kan dyrke krydderurter og alle variationer af grønt – præcis som vi så det i 70erne.

Fordybelse giver mening
-          Det kræver fordybelse at passe de mange planter, og det passer godt med den tidsånd, der hersker i øjeblikket. Der er prestige i at få planter til at overleve, og der er en mening med at give sig tid til at passe og pleje dem. Og at se noget vokse op og udvikle sig giver især mening i forhold til næste generation,

slutter Anne Glad.

Forslag til planter i indretningen med rødbedefarvede blade:
Aeschynanthus marmoratus
Begonia rex
Calathea rufibarba
Carex comans
Echeveria
Euphorbia trigona 'Rubra'
Gynura
Impatiens velvetea
Oxalis triangularis
Peperomia 'Red Luna'
Sarracenia
Trifolium 'Isabella'

Downloads:
floradania_25_dk.rtf55 Ki

Instagram