Sensommer i krukkehaven

Er sommeren forbi, eller er det nu, vi skal til at nyde årstidens rolige stemning og afdæmpede farvespil? Eller sagt på en anden måde – er glasset halv tomt eller halv fuldt?

Er du frisk på til at forny planterne i krukkehaven og nyde sensommeren i fulde drag, hører du helt klart til dem, der har rigtig meget tilbage af de fornøjelser, som terrassen og haven byder på i august og september.

Lad sensommeren blomstre
Og der er god grund til at glæde sig til at starte på en frisk med sensommerens store udvalg af spændende planter. For med flotte blomster, farverige frugter eller fascinerende blade kan du virkelig sætte kolorit på eftersommeren. Nogle af planterne tænker man normalt mest på som stueplanter, men faktisk trives fx jerusalemkoralbær, prydpeber og en række kødædende planter rigtig godt med sensommerklimaet.

Hvis du synes, at der skal endnu mere kulør på, kan du glæde dig over sensommerblomsternes dejlige farver, der matcher årstidens stemning perfekt. Asters, lavendel, salvie og den klassiske alpeviol med sine forskelligartede blomster og farver hører sammen med krysantemum til blandt de sikre vindere inden for sensommerblomster.

Spændende blade

Det er også værd at fokusere på de planter, der udmærker sig på grund af deres blade eller form. Sammen med blomstrende planter eller andre planter kan de tilføre sensommerhaven et nyt og anderledes udtryk. Prøv fx at plante alunrod, bladbegonier, husløg, sedum eller sølvtråd i krukker og fade til terrassen, og oplev naturens eget farvespil i miniformat.

Nemme krukker
Noget af det bedste ved de flotte sensommerkrukker er, at de er nemme at passe. Årstidens lavere temperaturer og høje luftfugtighed gør, at krukkeplanterne faktisk er nemmere at passe end sommerblomsterne, fordi de ikke kræver nær så meget vand.

Sensommerplanterne vil sprede liv og glæde i haven, til frosten for alvor sætter ind, og nogle af dem, fx alunrod og sedum-typer, fortsætter endda med at pryde efterårshaven, selv om det fryser lidt. Hen over vinteren vil de visne ned, men genopstå når foråret atter melder sit komme. 

Så fyld endelig krukkerne helt op til randen med dejlige sensommerplanter, og du vil kunne nyde resultatet lige til næste havesæson.

Faktaboks:

Husk at rengøre krukkerne, før de plantes til igen. Gamle planter skal smides ud sammen med den jord, de har vokset i. Jorden er tom for næring og kan indeholde smitte af plantesygdomme.

Downloads:
floradania_33.rtf48 Ki

Instagram