Novemberkaktus

Denne lysende lille plante kan vi glæde os over på det tidspunkt, hvor mørket udgør 2/3 af døgnet.

Novemberkaktus (Schlumbergera-hybrid) kender vi også og måske bedst under navnet julekaktus. Dette navneskift skyldes, at denne dejlige plante er i handlen et par måneder før jul.

Farveskalaen er meget omfattende og udover hvide og rent røde sorter, kan den fås i et utal af nuancer i de røde, orange og lilla farvespektre. Her er der mange muligheder for at lave forskellige kombinationer. F.eks. en plantekumme tilplantet med røde og hvide novemberkaktus og bunden krydret med vedbend (Hedera helix). I selskab med julestjerner er den også dekorativ.

Novemberkaktus trives fint både ved almindelig stuetemperatur men også en del køligere, så ved hjælp af den kan der også komme liv og glæde i kølige udestuer. Sørg for at opretholde en moderat fugtighed og giv planten så gode lysforhold som muligt.

De fleste vil nok betragte novemberkaktus som en engangsførnøjelse. Men det kan sagtens lade sig gøre at få den til at blomstre igen. Efter afblomstringen sættes planten på et køligere sted, hvor den blot passes med vand. I vækstperioden fra marts til oktober tilføres der gødning, når der vandes. De, der har en have, kan om sommeren sætte planten ud med potten gravet ned på et skyggefuldt sted. Sidst på sommeren fjernes de yderste umodne bladled for at fremme blomstringen. Sidst i september tages planten ind, idet den gradvist vænnes til de lunere forhold. Ved en temperatur på 15-18°C vil novemberkaktus danne blomsterknopper, når dagene bliver korte.

Find flere billeder her.

Instagram

Handelspladsen

Tilmelding som udstiller