Nostalgien blomstrer

Bedstemors have med overdådig blomsterrigdom er moderne igen. Hortensia er en af de planter, bedstemor elskede at vise frem.

Almindelig hortensia, Hydrangea macrophylla, optræder i hundredevis af sorter. Blomsterskærmenes form og farve veksler, så man kan vælge den, der skaber den helt rigtige stemning.

Men en ting er nok så vigtig som at vælge form og farve. Mange sorter er blevet til under varmere himmelstrøg, og de kan ikke klare en almindelig dansk vinter. I bedst fald fryser de tilbage, men det er slemt nok. Hortensia danner blomster på sidste års årsskud. Hvis de fryser væk, får planten ingen blomster.

Derfor er det en god ide at sikre sig dansk producerede planter og at gå efter navnet på de sorter, der gennem årene har vist god vinterhårdførhed.

Hortensia er på mange måder en mirakuløs plante. Blomstervældet er i sig selv en betagende oplevelse i juni-juli, og blomsterstanden pryder i bedet, selv når farverne er forsvundet og vinterens blide nuancer lægger sig over haven. Hortensia er også alletiders krukkeplante, blot krukken beskyttes mod barfrost om vinteren.

Ved det rene trylleri ændrer blomsterfarven sig efter jordens beskaffenhed. Den blå farve kommer, når pH værdien er lav, dvs. jorden er sur. Det fremmer plantens optagelse af aluminium fra jorden. De røde og hvide farver optræder ved højere pH værdier. Den blå farve kan intensiveres ved vanding med en 2 promille opløsning af aluminiumsulfat tre gange i sommerens løb.

Hortensia er en surbundsplante og bør derfor plantes i sphagnum eller meget humusrig jord, hvor den skal vandes grundigt især det første år efter plantning.

Relaterede planter:

Instagram