Lav dit eget nisselandskab med miniplanter

December er årets ultimative hyggemåned med juleklip, småkagebagning og oppyntning af hele huset. Nisselandskabet er en sjov måde at pynte til jul på og en dejlig tradition, som de fleste af os husker fra dengang, vi var børn. Men hvorfor ikke prøve noget nyt i år og bruge levende planter?

Planter er et stykke natur, som bringer liv og friskhed ind i stuerne samtidig med, at de skaber ægte julestemning, når stormen rusker og raser udenfor. Og miniplanter er som skabt til et nisselandskab: De er nemme at håndtere for børnene, og de mange søde små juleplanter giver frit spil for fantasien, når de placeres i nissernes univers.

Men nisselandskabet er ikke kun forbeholdt de yngste – afsæt en dag, hvor du og familien hygger med at bygge jeres helt eget nisselandskab.

Sådan gør du
Lad børnene være med til at vælge, om nisselandskabet skal være helt hvidt, kun med hvide blomster og grønt, eller om den røde farve på nissernes røde dragter og huer skal understreges af planter med røde blomster eller bær. Når I har fundet ud af det, er det bare om at komme i gang.

Nisselandskabet kan placeres på et bord, en hylde eller i vindueskarmen, og stiller du det fra starten på en bakke eller en anden form for underlag med høj kant, kan du også flytte rundt med nisserne i deres miniature verden efter behag. Beklæd underlaget med vat, og glem ikke at lave kælkebakker til nisserne og små forhøjninger til planterne!

Sjove oplevelser med planter
Når børn navigerer i et fantasiunivers, aktiveres sanserne automatisk, og miniplanterne er velegnede til at opdage og opleve med. De er smukke at se på, overfladen på blade og blomster varierer fra fløjlsagtigt til nubret, og nogle planter dufter tilligemed. Sidst men ikke mindst appellerer formen på blomster og blade ligeledes til barnets fantasi.

Hvide mini Campanula eller Alpevioler, hvis florlette blomster minder om snefnug, tilfører landskabet det rette vinter-look. Når du placerer planterne rundt om i nisselandskabet, er det vigtigt, at du enten sætter dem i en skjuler, fx en fyrfadslysholder, eller lukker sølvpapir op omkring planternes potte, så de kan få vand og holde helt til juleferien.

I en skov en hytte lå …
Anbring planterne, det kan fx være ministjerner eller små ædelcypresser, i mindre grupper, så de bliver til en helt lille skov, som nisser og smådyr kan gemme sig i, men de kan selvfølgelig også placeres enkeltvis. Lav også en lille sø i nisselandskabet med et spejl, og stil planterne ved siden af det, så man kan kigge op under bladene, det giver en rigtig sjov virkning. Man kan også bruge planten som juletræ og lægge små tændstikæsker pakket ind i julepapir eller karameller i kulørt papir som gaver nedenunder.                                                                                                                                          

Der er masser af leg i et nisselandskab, og hvis legen kræver det, kan børnene også sagtens flytte rundt på planter og nisser, uden at der sker noget af den grund. Derudover lærer de, at planter er en vigtig del af helheden og skal passes, for hvis planterne hænger med hovedet, ser hele nisselandskabet også lidt trist ud.

For yderligere oplysninger kontakt:
Floradania Marketing, på tlf. 6592 6266 eller email marketing@floradania.dk.

Floradania Marketing er den danske plantebranches fælles markedsføringsselskab, ejet af de danske gartnere og salgsselskaber.

Forslag til planter med hvide blomster eller blade:
Campanula
Cyclamen (Alpeviol)
Hvide julestjerner (Euphorbia Pulcherrima)
Schlumbergera (Novemberkaktus)

Rhododendron simsii (stueazalea)

Forslag til planter med røde blomster eller bær:
Begonia
Ilex auifolium (Kristtorn)
Røde julestjerner
Kalanchoe

Billedtekst: Nisselandskaber er til glæde for store og små. Laura på billedet har brugt hvide julestjerner, Kristtorn, Campanula samt Chamaecyparis.

Download HQ

Instagram