Floradania.dk: Kapske margeritter hitter

Kapske margeritter hitter

Kapsk eller spansk margerit er frodige, robuste og dekorative krukkeplanter, som hurtigt kan danne et blomstrende tæppe eller en hel lille blomsterhæk

I Sydafrikas Kapland vokser de vilde Osteospermum-arter, der er farverige, margeritlignende planter, mens de planter, vi ser i butikkerne, er resultatet af intensiv produktudvikling med det formål at fremelske de smukkeste farver og de bedste egenskaber. Og det er lykkedes, for planterne er populære som aldrig før.

På terrassen, altanen og i haven
De store margerit-lignende kurvblomster findes i en bred palet af farver fra de sarteste pasteller som creme, lys lilla, rosa og fersken til intense kulører som solgul, brændt orange og mørkviolet. Den enkelte blomst har et mørkt øje, der som kontrast fremhæver farven. Det flotte farvespil kan underbygges med potter eller krukker i lysere eller mørkere nuancer, der matcher blomsternes farve.

Sol, vand og masser af blomster
Kapsk margerit
blomstrer flittigt fra midten af maj, til frosten sætter ind. En enkelt plante kan opnå en diameter på 40-50 cm og tilsvarende højde i løbet af en sommer.

Plantens fylde og frodighed betyder, at den hurtigt kan forvandle mindre arealer som altaner og terrasser til blomstrende oaser.

Kapsk margerit elsker solskin og forbruger en del vand til sin kraftige vækst og mange blomster, så husk at vande den rigeligt især lige efter plantning.

Tilvalg til fravalg af dræbersnegle
Undersøgelser har vist, at dræbersnegle går udenom kapsk margerit, da planten tilsyneladende indeholder stoffer, som den uvelkomne sommergæst ikke bryder sig om. Derfor er den et godt valg, hvis du gerne vil have en dekorativ og frodig plante, som du kan have i fred for sneglene.


Relaterede planter: