Euphorbia milii - mormorplante på den fede måde

Euphorbia milii eller kristi tornekrone er en klassiker blandt potteplanter, og der sker løbende produktudvikling inden for både anvendelse, farver og størrelse. Mini-planter er især oppe i tiden og giver mange muligheder i den moderne bolig

Mini mormoragtig og moderigtig
Kristi tornekrone opfattes som lidt af en mormorplante – på den fede måde, for arrangeret i den rette kontekst kan den fine lille mini-plante passes ind i det øvrige interiør og ligesom et krydderi i maden give det ekstra pift, der gør hele forskellen. Planten findes i en lang række blide og stærke farver, som alle hver især kan tilføre indretningen personlighed og kant.

Prøv fx at lave et frisk og anderledes arrangement med den dybrøde, og placer det et sted i hjemmet, hvor det falder naturligt ind i omgivelserne og understreger din stil.

Du kan skabe et mere naturligt og nordisk udtryk ved at lade den hvide optræde sammen med blåt keramik eller glas, mens den rosa matchet med kobber rammer det udtryk, der er super moderne lige for tiden.

Derudover kan Kristi tornekrone bruges udendørs i krukker og potter på et lunt sted til et stykke ind i efteråret.

Robust, alsidig og nem
Kristi tornekrone hører uden diskussion til de mest robuste, alsidige og nemme potteplanter, der findes, og er derfor et oplagt valg for den moderne familie med en travl hverdag. Den kan nemlig stå i fuld sol både sommer og vinter. Den kan undvære vand i op til 14 dage og sidst men ikke mindst: Den trives fint ved både høje og lave temperaturer, dog skal den skånes for bratte temperaturudsving.

Undgå overvanding
For at få planterne til at holde længst muligt, skal de først vandes, når jorden er helt tør. Ingen planter bryder sig om at blive overvandet. Det gælder i særdeleshed for kristi tornekrone. Planterne kan med fordel gødes i vækstperioden, der strækker sig fra februar til oktober.

Kristi tornekrone tilhører lige som julestjernen vortemælkfamilien. Hos disse planter er det højbladene, de såkaldte bracteer, vi opfatter som blomster, og de er også planternes egentlige pryd.

Relaterede planter:

Instagram