Floradania.dk: Din levende adventskrans

Din levende adventskrans

Forny din adventskrans med søde, sjove, smukke eller spraglede planter, og skab din egen julestemning.

Adventskransen er en af de dejligste juletraditioner, og de færreste vil undvære at tænde forventningens glæde med det første lys i adventskransen. Som tradition er adventskransen urørlig, men traditionen behøver ikke nødvendigvis knytte sig til en grankrans med røde bånd eller en støvet adventsstage. Du kan skabe en adventskrans med planter efter din smag og lade tidens og din egen stil gå hånd i hånd med de gode, gamle traditioner.

Det er hyggeligt at lade julestemningen vokse ud af en hjemmelavet adventskrans. Med levende planter skaber du en adventskrans, der er smuk og frisk hele julemåneden, blot du sørger for at planterne får lys og vand. Udvalget af planter, der egner sig til adventskransen, er stort. Julestjerner, alpevioler og azalea er oplagte, men du kan også gå mere utraditionelle veje. Hvorfor ikke skabe en eksklusiv adventskrans med orkidéer? En let og elegant adventskrans af planter med fint løv i sølvgrå nuancer? Eller en intens og moderne adventskrans af sjove sukkulenter og farverige fyrfadslys?

Du bestemmer selv, hvor svært det skal være. Den helt enkle model består af fire planter i fire potter eller glas. Stil dem på række eller i kvadrat og sæt lys i planterne. Nemmere kan det ikke være, men virkningen er effektfuld. Prøv grågrønne echeveria i rå plasticpotter, søde alpevioler i rustikke terracottapotter eller måske romantiske miniatureroser i kønne glas.

Med et rundt fad eller en kageform er du allerede godt på vej til at skabe en adventskrans. Plant minijulestjerner og pletter i luften i søde glas eller urtepotter, og lad de fnuglette ranker af pletter i luften væve sig ind mellem de lysende julestjerner. Vælg fire lys, der matcher underlagets farver og kombiner med kønne grene, du finder i naturen. Resultatet er en let og naturlig dekoration, der understreger julestemningen smukt.

Du får et væld af muligheder for at skabe spændende dekorationer, hvis du går på opdagelse i det store sortiment af stueplanter. Muligheder, der kan bruges både til adventskransen og til julens andre dekorationer. Samtidig får du flere sidegevinster: Dekorationerne holder sig friske og smukke i hele julemåneden, og de udgør en betydeligt mindre brandfare end for eksempel en tør gran- eller grenkrans.

Relaterede planter:

Instagram