'The temporary cache file "/var/www/vhosts/floradania.dk/httpdocs/typo3temp/C
   ache/Data/ws_scss/5cc02653f4231032552545.temp" could not be written.
' (144 chars)
'The temporary cache file "/var/www/vhosts/floradania.dk/httpdocs/typo3temp/C
   ache/Data/ws_scss/5cc0265504d2d779812454.temp" could not be written.
' (144 chars)
Floradania.dk: Bedre indeklima med planter

Bedre indeklima med planter

Målrettet brug af planter kan afhjælpe mange problemer med dårligt arbejdsmiljø. En lang række videnskabelige undersøgelser peger i samme retning. Grønne planter på kontoret, i klasselokalet og på hospitalet gavner både helbredet, humøret og arbejdsindsatsen.

Luk øjnene og tænk på, hvordan der lugter i et klasselokale efter tredje time. Æggemadder, tavlesvamp og vådt overtøj...Tænk på lugten på et hospital...Eller husk på alle de kontormedarbejdere, der klager over hovedpine, uoplagthed og tørre slimhinder med henvisning til syntetiske gulvtæpper, kopimaskiner og computerskærme.Der er en løsning, der kan lindre alle skavankerne og skabe bedre indeklima. En løsning, der er nem at gå til, billig i drift og oven i købet er dekorativ. Løsningen er grønne planter.

Ny forskning viser, at grønne planter ikke alene pynter i arbejdsmiljøet. De gavner indeklimaet og dermed helbred, velbefindende og sågalt koncentrationsevne blandt de mennesker, der opholder sig i planternes nærhed.

Grønt er godt for krop og sjæl
Det er Dr. Sci. Tove Fjeld, Fjeld Consulting A/S, Norge, der har taget tråden op fra tidligere undersøgelser ved det amerikanske rumforskningsinstitut, NASA, der viste, at en række grønne planter evner at rense luften for uønskede stoffer.

Tove Fjeld konkluderede, at når planternes effekt på luften kunne måles, måtte effekten også afspejle sig hos de mennesker, der opholdt sig sammen med planterne.

Det er baggrunden for, at Tove Fjeld nu i en årrække har arbejdet med planters gavnlige indflydelse på menneskers psyke og helbred. Undersøgelserne har givet resultater, der er svære at bortforklare, og Tove Fjeld er ikke længere i tvivl om, at mange problemer med dårligt arbejdsmiljø, og de lidelser der typisk følger med så som hovedpine og udtørrede slimhinder, kan løses med målrettet brug af planter i indemiljøet.

Hospitalslugt forsvandt
Når mennesker reagerer positivt på planter i indemiljøet, er resultatet en sammenblanding af mange faktorer både fysiske og psykiske. I forsøgene var lysintensiteten kraftigere i de lokaler, hvor der var planter. Lyset har i sig selv indflydelse på menneskers velbefindende. Det samme har alene planternes tilstedeværelse. Helbredet nyder simpelthen godt af, at vi har noget pænt at kigge på. Det er ikke helt forkert, at grønt er godt for øjnene.

- Men helt konkret ændrer planterne også mikroklimaet. De fordamper luftarter, så luften i deres nærhed får en anden sammensætning, og de renser luften. På et norsk radiumhospital registrerede besøgende ofte, at der slet ikke lugtede af røntgen, efter at plantere kom til, fortæller Tove Fjeld.

Det gav selvfølgelig anledning til nogen skepsis, da det første gang kom på tale at introducere jord og planter i det sterile hospitalsmiljø. Men målinger viste, at mikrolivet i luften ikke ændrede sig, fordi der kom planter i lokalerne.

Der er mange årsager til, at planter gavner indemiljøet og de mennesker, der arbejder i nærheden af planterne. En del sammenhænge har været kendt i en årrække. Det nye er, at årsagerne er ved at blive klarlagt, og at der ligger håndgribelige videnskabelige undersøgelser til grund for påstanden.

Farvel til hovedpinen
Tove Fjeld indledte sit arbejde på Norges Landbohøjskole tilbage i 1993.I samarbejde med et lokalt offentligt kontor blev det første, enkle forsøg til. Halvdelen af medarbejdere fik fyldt kontorerne med planter, den anden halvdel gjorde ikke. Og sandelig om ikke klagerne over lidelser, der kan relateres til dårligt indeklima, raslede ned i de lokaler, hvor der var planter. Hele 23 procent færre klagede over lidelser som tør hals og hoste, hovedpine og træthed. Det resultat gav mod på endnu en undersøgelse. Denne gang på radium hospitalet, et sted der er berygtet for dårligt indeklima.

- Vi satte planter ind i et afgrænset område og supplerede med fuldspektret vækstlys, for der var ikke dagslys i lokalet. Det viste sig, at klagegraden faldt med 25 procent, og målt specifikt på klager over hovedpine med ikke mindre end 47 procent, siger Tove Fjeld.

En efterundersøgelse efter et år viste, at effekten holdt sig over tid, og nu 4½ år efter bruger hospitalet flere og flere planter, og metoden har spredt sig ved mund til mund metoden. Fire andre norske sygehuse har taget ideen til sig og bruger nu aktivt planter for at forbedre arbejdsmiljøet.

Ro i klassen
Tove Fjeld har også undersøgt, hvordan planter i klasselokalerne påvirker lærere og elever i skolerne, hvor indeklimaet er kendt for at være dårligt. Resultaterne går igen. Klagerne over indeklimaet, og de lidelser der følger med, faldt markant, da planterne kom til. Både børn og voksne reagerede positivt på planterne, og det hører med til historien, at koncentrationen i klasselokalerne steg mærkbart, når der var planter i lokalet.

Den samme tendens genfindes i et amerikansk forsøg.
- Studerende, der arbejdede ved computere i et datalaboratorium, blev bedt om at gennemføre en test ved computerten. De skulle arbejde så hurtigt og fejlfrit som muligt. Nogle gange var der planter i lokalet andre gange ikke, uden at de studerende blev gjort opmærksomme på det. Og resultaterne talte deres tydelige sprog. Når der var planter i lokalet, steg de studerendes reaktionshastighed markant. De arbejdede simpelthen hurtigere. Til gengæld kunne der ikke måles forskel i antallet af fejl, pointerer Tove Fjeld.

I samme undersøgelse blev de studerendes blodtryk målt, mens de arbejdede, og det viste sig, at blodtrykket var lavere, når der var planter i lokalet, end når der ikke var.

Et vigtigt budskab
I Norge er kendskabet til de gode erfaringer med at forbedre arbejdsmiljøet ved hjælp af grønne planter langsomt begyndt at sprede sig ved mund til mund metoden.- Det burde være almindelig kendt viden, at det kan lindre hovedpinen og den irriterende tørre hoste at omgive sig med grønne planter på arbejdspladsen. Men desværre tager det sin tid, før kendskabet til nye videnskabelige resultater for alvor spredes, siger Tove Fjeld, der dog har taget sagen i egen hånd på det norske arbejdsmarked, hvor hun gør sit til, at forskningsresultaterne kommer erhvervslivet til gode.

Hun samarbejder med den norske Bedriftssundhedstjeneste om at udbrede kendskabet til ideen og er samtidig i gang med endnu flere forsøg i hospitalsverdenen - og nu også i banksektoren, hvor der er nok så meget behov for bedre indeklima.
- Forskningsresultaterne er af generel samfundsmæssig interesse. Arbejdsgivere, sundhedspersonale, arkitekter, ingeniører og hele undervisningssektoren burde kende budskabet, understreger Tove Fjeld, der ser frem til, at det grønne arbejdsmiljø bliver reglen snarere end undtagelsen. Til gavn for både helbred, humør og arbejdsindsats.

Galleri - Påske

Søgeresultat

Din søgning gav resultater.