Floradania.dk: Altanens ansigtsløftning

Altanens ansigtsløftning

Tjek lige din altan eller din terrasse. Er den dejlig med lækre havemøbler og en flot (og dyr) belægning? Og måske oven i købet en rar udsigt? Men virker den alligevel lidt steril og kedelig? Så skulle du opleve, hvad en hurtig ansigtsløftning kan gøre for dit udemiljø.

Der skal faktisk ikke ret meget til for at gøre altanen eller terrassen nærmest uigenkendelig og en god del mere hyggelig. Ingredienserne er masser af planter i flotte, frække eller pjattede krukker alt efter dit temperament. Planterne giver helhedsbilledet et liv og en dynamik, der er umulig at skabe med døde ting alene.

Måske har du stadig enkelte udtjente sommerblomster stående, der for alvor kan kalde en vinterdepression frem, selv om vinteren stadig er langt væk. Ud med dem, og ind med nogle af de mange skønne sensommerblomster, der gør deres til at holde vinteren stangen.

Der er næsten ingen grænser for, hvad du kan sætte dine planter i. Flotte kurve, klassiske krukker eller kulørte plasticbaljer. Du kan med andre ord skabe nøjagtigt den virkning, du ønsker dig. Et lille praktisk og småkedeligt fif er, at det er vigtigere end nogensinde, at der er et drænhul i bunden af plantebeholderen, så overskydende vand kan komme væk. Det sker jo, at der kommer en sensommerbyge…

Men sensommer- og efterårsvejret er slet ikke så tosset for plantevækst. Det er faktisk meget nemmere at holde liv i sine krukkeplanter nu, end mens sommersolen bager. De milde temperaturer og den fugtige luft er lige noget, der passer planterne. Der er endda en masse af de planter, du normalt opfatter som stueplanter, der vil ha’ det fint med at komme ud under åben himmel. Det gælder fx alpeviol, potterose, kalanchoë og prydpeber. Selv den spændende, kødædende fluetrompet med det halsbrækkende latinske navn Sarracenia trives optimalt under åben himmel og giver altanen et umiskendeligt eksotisk præg.

Efteråret er også høsttid, og den fornøjelse er der ingen grund til at gå glip af, selv om man kun råder over en altan. Du kan endnu nå at udstyre altanen med et køkkenhavehjørne, hvor du dyrker fx tomater og krydderurter i krukker. Der er ikke så lidt stil over at række en arm bagud efter ”det grønne drys”, når man har samlet vennerne til en hyggelig middag i udekøkkenet.

Mens tomaterne og de mere sarte vækster må give op, når frosten kommer, er der andre planter, der klarer de første frostgrader uden problemer og dermed kan forlænge ”altantiden” til langt hen på efteråret på de dage, hvor vejrguderne viser sig fra deres rare side. De lækre prydgræsser, heuchera i alverdens dejlige farver og de sjove husløg og stenurt med skulpturelle former er alle garanter for en lang sæson, hvor man kan nyde sine grønne omgivelser på altanen eller terrassen.

Relaterede planter:

Instagram