Planter skaber tryghed og trivsel

Medarbejdere trives, når de er omgivet af sunde blomster og planter – det viser foreløbige resultater fra dansk forskningsprojekt om planter og blomsters betydning for arbejdsmiljøet

I løbet af det seneste års tid har Jane Dyrhauge Thomsen, der er ph.d.-stipendiat ved det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet og står i spidsen for projektet, foretaget undersøgelser på to arbejdspladser med deltagelse af i alt 33 personer fra flere organisationsniveauer.

Planter skaber tryghed
Jane Dyrhauge Thomsen forklarer,

- Casestudierne peger på, at planter og blomster er en integreret del af arbejdspladserne, og at de er blevet brugt aktivt til både at gøre de fysiske, sociale og psykiske omgivelser mere rare og trygge. Og det forholder sig sådan såvel mellem ledelse og medarbejder som medarbejder og medarbejder imellem.

Sunde planter vækker positive følelser
I bearbejdelsen af datamaterialet er forskeren dog også stødt på udfordringer.

- Den måde, som medarbejderne oplevede at planter og blomster påvirkede arbejdsmiljøet og deres trivsel på, viste sig at være mere kompleks end som så,

fortæller Jane Dyrhauge Thomsen, og fortsætter,-

- for det første fordi planterne og blomsterne blev brugt i mange sammenhænge lige fra at skabe et rart indeklima, forbedre det sociale miljø, pynte eller bare slappe af med – for nu blot at nævne nogle eksempler. For det andet spillede selve plantens udseende og de ting, som deltagerne forbandt med planten, også ind.

Resultaterne fra casestudierne er kun en del af projektet, og de endelige forskningsresultater vil blive offentliggjort i videnskabelige tidsskrifter i løbet af de kommende måneder.

Planter øger effektiviteten
Andre undersøgelser af medarbejdertrivsel og effektivitet underbygger imidlertid Jane Dyrhauge Thomsens undersøgelser.

I sommeren 2010 fastslog en medarbejderundersøgelse udført af Hewlett Packard, at blomster og planter kan være med til at øge effektiviteten. Her havde hele 55 % af de adspurgte medarbejdere angivet, at blomster og planter er en vigtig faktor i forhold til effektiviteten.

Så hvis trivslen og effektiviteten skal op i gear, kan du med fordel bruge lidt ekstra energi på at indrette dig med de planter, du holder af og har gode erfaringer med, såvel på arbejdspladsen som i boligen.

Fakta:
Projektet ”Plants for a Better Life”, der er et treårigt forskningsprojekt finansieret af det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavnsuniversitet, brancheforeningen Danske Prydplanter og Research School of Horticultural Sciences, forventes afsluttet i juli 2011.


Downloads:
FD_11_DK.rtf47 Ki

Instagram