Nemme ferieplanter er nabohjælp

Nabohjælp er en god og samfundsnyttig foranstaltning. Samtidig er det en hårfin balance ikke at trække for store veksler på naboen. Gør pasningen af planterne under ferien super nem, så er hjælpen gensidig

Det er nabohjælp, når man får naboens hjem til at se beboet ud, selv om beboerne er ude at rejse. En af de ting, der virkelig skaber liv i og omkring huset er potteplanterne, men hvis de hænger med hovedet og ser lidt triste ud, opnår man den modsatte effekt.

Heldigvis findes der stueplanter, der er så nemme at passe, at naboen kun behøver at kigge forbi en sjælden gang i løbet af ferien. Som et ekstra plus er de grønne skabninger med til at skabe et rart og frisk indeklima, som vil møde dig, når du kommer frisk og veludhvilet hjem fra ferien

Sukkulenter
Inden for gruppen af grønne planter er sukkulenterne en af de plantetyper, der godt kan tåle at tørre ud mellem vandingerne. De dekorative og frodige vækster opmagasinerer vand i de kødfulde blade og har derfor noget at stå imod med, mens familien er på ferie.

Minimal pasning
Echeveria, roset, der tilhører sukkulenterne, kan snildt klare en sommerferie uden for meget opsyn. Faktisk er det vigtigt, at Echeveria tørrer godt ud mellem hver vanding, hvis du vil undgå, at den visner. På den måde er Echeveria også velegnet i sommerhuset, hvor den ligeledes må klare sig selv i kortere eller længere perioder.

Peperomia
Peperomia eller musehaler er en anden gruppe af dekorative, grønne planter, som ikke har noget imod at være overladt til sig selv et stykke tid. Peperomia trives bedst på en lys placering, men tåler ikke direkte sol. Jorden skal holdes jævnt fugtig, men må ikke soppe i vand, så heller ikke her bliver naboen overbebyrdet med ekstra gøremål.

Nøjsom og populær
Planter som Sansevieria, svigermors skarpe tunge, kan klare sig op til en hel måned uden vand, mens de populære Phalaenopsis, orkidé, fint overlever ferien med vand en gang om ugen.

Kulørt indslag
Et af de mere kulørte bud på en nem ferieplante er Tradescantia med de karakteristiske smukke brogede blade i flere farvevarianter. Det er en holdbar og taknemmelig potteplante, som fint klarer at være alene hjemme i længere tid.

Så hvis du har valgt at bo samme med nemme planter, bremser deres trivsel på ingen måde dine feriedrømme, og du kan drage af sted med god samvittighed både over for stueplanterne og naboen.

Galleri

Instagram