Floradania.dk: Valentinshjerter med skønne planter

Valentinshjerter med skønne planter

Traditionen siger rødt, men udviklingen i Valentinsbinderiet har i de senere år ændret sig markant. Nu kan alt næsten lade sig gøre bare det udtrykker lige netop dét, som det hele handler om: Kærlighed!

Med skønne planter fra de danske gartnerier kan årets Valentinshilsen formes af bæredygtige naturmaterialer i alle detaljer. Og så kan den holde sig smuk lang tid efter den 14. februar, som et symbol på den voksende og/eller spirende kærlighed.

Det er kun fantasien, som sætter grænser for den kreative udformning. Med hjerteformen er budskabet både tydeligt og smukt iscenesat som en attraktiv budbringer på Valentinsdag.

Skab et tema med ”Valentinsplanter” i butikken. Præsenter planterne i spændende opsætninger. Fortæl kunderne om disse planter, og hvordan kunderne får mest ud af dem. Vi har valgt fire planter, der alle passer til temaet og som egner sig fortræffeligt til styling.

Ceropegia woodii
Ceropegia woodii er ikke overraskende i folkemunde døbt ’Hjerteranke’ på grund af sine karakteristiske små hjerteformede blade. Som plante er den nem at passe, hvis pottejorden holdes jævnt fugtigt. Den trives bedst i direkte sol, men kan klare sig fint på en lys placering.  Hjerteranken kan overraske med en spontan blomstring, hvor smukke, små rosa blomster bryder frem.

Hedera Helix

Hedera helix – også kendt som vedbend eller efeu – er fortræffelig i f.eks. i en hjerteformet opbinding.

Den er nem at style med hjerter eller andre symboler til både Valentinsdag og Mors Dag, og så kan modtageren glæde sig over den i lang tid. Den trives bedst på en lys placering med en jævnt fugtig pottejord. Nem at passe.

Hoya kerrii
Hoya kerrii er en meget trendy plante til Valentinsdag. Populært kaldes den ’Lykkehjerte’, og i udlandet er den en særdeles populær plante, som er den kendt under navnet ’Sweetheart Plant’ eller helt enkelt som  ’Valentine Plant’ på grund af de karakteristiske hjerteformede blade. Trives bedst på en lys placering med let udtørring mellem vandingerne.

Kalanchoe blossfeldiana

Kalanchoe blossfeldiana – også kendt under populærnavnene ’Koraltop’ og ’Brændende kærlighed’ – sætter farve på Valentinshjertet. I Danmark produceres mere end 20 mio. årligt af denne populære plante, som trives bedst på en lys placering og med let udtørring mellem vandingerne. Kalanchoe blossdiana er også særdeles velegnet til forårets krukker og/eller udplantning i haven.

Instagram