Floradania.dk: Leg med børn og planter i vinterferien

Leg med børn og planter i vinterferien

Vinterferien er et hyggeligt afbræk i vintermørket. Det er stadig for koldt til at opholde sig udenfor for længe ad gangen, og ferien er oplagt til indendørs sysler med familien. De fleste potteplanter trives også bedst indendørs på denne tid af året, så hvorfor ikke bruge vinterferien på at lave et projekt i fællesskab med børn og planter?

Planter – Et sanseunivers
Børn elsker at udforske og eksperimentere, og planter stimulerer barnets sanser på en dejlig naturlig og uspoleret måde. Planter taler til fantasien og dermed også til børn. Planter dufter, er spændende at røre ved og har farver. Og børn elsker former og farver.

Miniplanter – Botanik i børnehøjde
Gennem de senere år har miniplanter oplevet en voldsom vækst i antal og nye anvendelsesområder, da de på mange måder passer perfekt til den moderne forbrugers livsstil – og dermed også familiens yngste, for miniplanter perfekte til børnehænder. 

Fordi miniplanterne er nemmere at håndtere, bliver de hurtigt en del af legen og byder på mange spændende udfordringer for barnet. Er det nysgerrigheden, der driver værket, kan rodnettet også nemt studeres takket være miniplanternes begrænsede jordvolumen. Efterhånden produceres de mest kendte danske stueplanter som miniplanter, og listen bliver stadig længere. 

Dekorer børneværelset med planter
Forårets plantetrends er som skabt til børn, men tag gerne forskud på glæderne i løbet af vinterferien. Farverne appellerer til fantasien og kreative side af vores personlighed og dermed også til børn.

Brug en dag i ferien på at friske børneværelset op med planter. Jo flere fantasifulde og farverige indslag, man kan tilføre rummet, des bedre, og det behøver ikke at koste en formue, for legetøjet i sig selv kan sagtens bruges som eventyrlige skjulere. 

Om vinteren, hvor strandsættet er pakket væk, er en farverig spand fx en oplagt skjuler. Opvaskebaljen er ligeledes genial som underlag, fordi planterne ikke vælter og er nemme at vande – eller hvad med madkassen, som alligevel holder en pause?

For yderligere oplysninger kontakt:
Floradania Marketing, tlf. 6592 6266 eller email: marketing@floradania.dk 

Eksempler på 10 miniplanter til børneværelset:
Calceolaria (stue-tøffelblomst)
Campanula (klokkeblomst)
Exacum affine (indisk viol)
Hibiscus (hawaiiblomst)
Hydrangea macrophylla (hortensia)
Kalanchoe
Rosa
Pachira aquatica (lykkekastanie)
Sagina (sylbladet firling)
Viola

Instagram