Floradania.dk: Klæd boligen på med planter

Klæd boligen på med planter

Pynt op til påske med dejlige planter, der spreder stemning og hygge. Gør dekorationerne personlige på samme måde som din tøjstil, og brug tilbehør og farver, der fremhæver din smag og anledningen

Moderigtig dekoration
Det er oplagt at bruge sæsonens planter som påskepynt. Lige nu fås fx Rhipsalidopsis eller påskekaktus, der findes i en række spændende farver som hvid,  lys-/ og mørklilla, orange, rød eller orangerød.

En af forårets helt hotte farver er netop rød, så bryd med traditionen om, at påsken skal være gul, og skru op for farveglæden i boligen.

Sådan gør du trin-for-trin:
Placer en gruppe dybrøde påskekaktus midt på en bakke. Her er brugt en rund, orange plastbakke, men et spændende fad kan også bruges. Fyld op med pudemos og pyntede æg i farver, der matcher, for at understrege forårsstemningen.

Påskerede
Hører du til dem, som forbinder påske med gul og påskeæg, er påskeliljer arrangeret som en rede med en bund af Sagin en smuk og enkel måde at fortolke højtiden på.

Involver gerne hele familien i påskeprojektet og lad dem "puste æg", som senere bruges som pynt.

Sådan gør du trin-for-trin:
Plant påskeliljer i en kurv og placer Sagina ind imellem. Stik hyldegrene eller grene fra haven ned langs kanten af kruven som en rede og pynt med æg.

Klæd boligen moderigtigt på
Efter endnu en lang og kold vinter længes vi efter frodighed og skønhed, og ifølge trendforskerne er et af trækkene ved forårets trends netop længslen efter det skønne kombineret det nyttige.

Plantearrangementer er en meget økonomisk måde at bringe skønhed, fornyelse og natur ind i boligen på, så benyt muligheden, når du pynter op, til at klæde boligen moderigtigt på med planter. 

Vidste du at påskekaktus …

- trives fint ved stuetemperatur men tåler temperaturer ned til 10 oC.
- skal vandes hver 8.-10. dag
- skal placeres lyst, men ikke i direkte sollys, dvs. ved vest- eller østvendte   vinduespartier
- både kendes under navnet påske- og pinsekaktus

Downloads:
FD_13_11_DK_01.rtf46 Ki

Instagram