Floradania.dk: Adventskranse med miniplanter

Adventskranse med miniplanter

Adventstid er hyggetid med mulighed for masser af kreative idéer til den traditionelle juleoppyntning. Tvist adventskransen med miniplanter, og sæt dit eget personlige præg på julestemningen

Storm, rusk, regn og mørke er uomgængelige tegn på, at vi går den mørke tid i møde. Samtidig er det barske vejr udenfor startskuddet til en masse hyggelige aktiviteter inden døre. Men hvorfor ikke invitere naturen indenfor og booste julestemningen med adventskranse lavet af potteplanter? Brug planter og tilbehør, der matcher din indretningsstil, og lav din egen personlige adventskrans.

Adventskrans til bordet
Opsatsen på fod giver kransen et fornemt og elegang look og er meget velegnet som bordpynt. Læg en krans af lavgrene på kanten af opsatsen. Plant mini-julestjerner og husløg i midten af skålen, dæk af med mos, og pynt med naturgrene. Stik fire lysholdere til juletræslys ned i kransen.

Adventskrans af løse glas
Sammensæt et miks af dine favorit-miniplanter – bland gerne både blomstrende og grønne - og placer dem i glas på en stor rund bakke. Lav et stjernemønster på kryds og tværs af garn og ståltråd, som flettes ind i kanten på bakken. Placer bloklys i forskellige højder blandt planterne.

Sæt-selv-sammen adventskrans
Fleksibel og alternativ adventskrans, der ovenikøbet er nem at lave. Plant julestjerner og julekaktus i glaspotter beklædt med stof. Monter fire oasis-kugler viklet ind i stofstrimler eller garn på træklodser og anbring en lysholder i toppen af oasis. Serien kan fx placeres på langs eller i ring, og farver kan mikses alt efter smag og behag.

Adventsopsats
Anderledes adventskrans med barkstykker, som giver et frisk og naturligt look. Læg en halmkrans på kanten af en pokal eller høj vase. Lim barkstykker på kransen, og placer lysholdere til stagelys i kransen. Plant julestjerner, Kalanchoe i lyse, sarte farver samt pletter i luften, og pynt med små grønne æbler. Dekorer med stjerner klippet ud i barkfiner og håndlavet papir, der matcher planternes farve.

Instagram