Floradania.dk: Påske, passion og planter

Påske, passion og planter

Tag udgangspunkt i din personlige boligstil, når du pynter op til påske, og lad farver og materialer være forbindelsesleddet mellem indretning og højtid

Påsken er starten på en lang række helligdage og små afbræk i hverdagen, som giver mulighed for at fokusere på familien og gøre lidt ekstra ud af hyggen og oppyntningen af hjemmet.

Årstiden byder på et væld af dejlige potteplanter, som kan indgå i pynten og ”snakke sammen med” det øvrige interiør på en personlig måde, alt efter hvad type du er.

Vælg en grundfarve
Start med at vælge en grund- eller basisfarve, der slår tonen an. Hvis du går efter et traditionelt udtryk med gul og karakteristiske påsketing som æg, kyllinger og fjer, kan du skabe et fint, lille påskeunivers ved hjælp af forskelligt køkkengrej og porcelæn, som du arrangerer fx gule Kalanchoe og Gerbera i.

Moderne metaller
Er du mere til en moderne stil, kan du skabe et rigtig godt og stilrent resultat, hvis du bruger nogle af de metaller som fx kobber, der er oppe i tiden, som grundfarve i din oppyntning. Den grønne farve på dugen giver et pift af forår, som du kan understrege med grønne potteplanter som Sagina og påsketing, der matcher. Påskekaktus findes i mange farver, der passer perfekt til de malede kobberæg.

Påske i pasteller
Er påsken for dig lig med oppyntning i sarte pasteller, er roser og orkidéer en rigtig god idé. Lad planterne og pynten ”snakke med” resten af bordet ved at vælge dug og service i samme farveskala.

Skru lidt ekstra op for påske-stemningen med den gule farve på fjer og æg, og forkæl gerne dine gæster med en gul mini-plante, her en Promenaea, pyntet med fjer og plantet i en æggeskal, som er limet på et korkstykke.

Lav et påskeprojekt med familien
Du skal bruge følgende: En skål, pinde, to påskekaktus, æg og fjer. Plant påskekaktus i skålen. Klip pindene i samme højde, og placer dem på kryds og tværs langs kanten af skålen. Lav et hul i ægget og stik pinden igennem. Lim fjerene på og placér de to æg på pind ned i skålen.

Så kommer du påsken i møde på en både personlig og hyggelig måde.

Instagram