Floradania.dk: Kom i form med havearbejde

Kom i form med havearbejde

Efter en rask løbetur skal pulsen igen ned i tempo. Haven er en dejlig afstressende mellemstation, hvor du kan lave strækøvelser og puste ud samtidig med, at du nipper ukrudt mellem sommerblomsterne

Ud over at være et effektivt middel mod stress er haven lige nu den oplagte ramme for den daglige motion i selskab med årstidens skønne sommerplanter. Da det er højsæson for havearbejde, har du alle odds for at komme i topform, mens du passer havens krukker og bede.

Fitness med haveredskaber er god motion
Udfoldelserne i haven opfattes som hverdagsmotion på niveau med cykling og gang og kan snildt skabe variation i og supplere den daglige, fysiske aktivitet. Ove Zachariassen, der er fysioterapeut hos Dalum Fysioterapi og Idrætsklinik i Odense, kan se flere fordele i at gøre lugearbejdet i havens bede til et helt lille "fitnessprojekt",

-          Havearbejde med fx rive eller lugejern er god motion. Blot skal man være bevidst om ikke at belaste nakke og ryg unødvendigt.

Ove Zachariassen anbefaler samtidig, at du bruger de vægtbærende led og store muskelgrupper til det lidt grovere arbejde, så husk at gå ned i knæene, hvis du flytter rundt på blomsterkrukker og større planter.

Pausegymnastik
Når du knokler på med havearbejdet, skal du også være opmærksom på at undgå de samme yderstillinger for længe ad gangen, da det kan være hårdt for ryg og nakke at bøje sig ned eller stå let foroverbøjet, specielt i samme stilling, i længere tid. Derfor er det en god idé at lægge nogle små pauser ind i arbejdet, hvor du skifter stilling, strækker ud og meget passende nyder en lille forfriskning på terrassen.

Dyrk planter med sund fornuft
Med disse få simple ergonomiske retningslinjer i baghovedet og almindelig sund fornuft kan de fysiske udfoldelser i haven kun blive en god oplevelse både før, under og efter. Og hvem vil ikke gerne give den en ekstra skalle, mens en masse kønne planter kigger på?

Fakta:
Sundhedsstyrelsens anbefaling lyder på mindst 30 minutters fysisk aktivitet om dagen, mens en anden anbefaling fra Hjerteforeningen siger 10.000 skridt om dagen. Ifølge Dansk Firmaidræts Tæl-skridt-kampagne svarer ½ times havearbejde omregnet til 3.620 skridt.

Billedtekst: Dyrk motion i selskab med havens skønne planter. Her ses Euphorbia ’Diamond Frost’, Scaevola, Thymus og Lindernia.

Downloads:
floradania_23_dk.rtf58 Ki

Instagram