Sæt smag og kulør på efteråret med stærke chilipebere og aromatiske krydderurter. Du kan selv dyrke de lækre råvarer i vindueskarmen, hvor planterne er både til pynt og nytte.
På verdensplan findes der mere end 3.000 sorter af chilipebere. Frugternes styrke varierer meget. De stærkeste må absolut frarådes til utrænede, europæiske maver. Omvendt er der alle muligheder for at få lidt krydderi på tilværelsen ved hjælp af chilipeber.
Chilipeber er ikke alene et spændende krydderi, der kan give den daglige madlavning et eksotisk pift. Chilipeber er også en flot plante, der pynter i vindueskarmen, hvor den nyder solens stråler. Planten er nem at dyrke og uhyre holdbar. Den har det fint med en udtørring mellem vandingerne, og skulle nogle af de farverige frugter skrumpe lidt ind, er der nye på vej til afløsning.
Du kan bruge frugterne, mens de er friske, som smagsgiver til fx gryderetter, eller du kan tørre dem til senere brug.
Der er en række forskellige chilipeber sorter på markedet. En del dyrkes udelukkende som prydpeber. Andre er gode spisepeber. Alle er de dekorative med masser af små blomster og flotte frugter i frække farver. De spiselige sorter har en tydelig etiket i potten, der fortæller om planten og dens anvendelsesmuligheder. Der er fx den lakrøde sort 'Apache', der har lange, slanke, hængende frugter og den lysende orange 'Cheyenne' med lidt mere buttede, hængende frugter.
Det er oplagt at dyrke de spiselige chilipeber i køkkenets vindueskarm, så krydderiet er lige ved hånden, når der er brug for det. Lige så oplagt er det at dyrke et udvalg af de krydderurter, du bedst kan lide, i vindueskarmen. Timian, rosmarin, basilikum og oregano er bare nogle af de krydderurter, du selv kan dyrke.
Krydderurterne elsker en lys placering og skal vandes med jævne mellemrum. De er frodige, grønne planter, der både hygger, pynter og spreder dejlig duft, og så har du altid friske grønne blade til rådighed, når du tryller i køkkenet.