Sensommerens stauder giver terrassen eller altanen liv og glød. Stauder i fuldt flor er nemlig ideelle som krukkeplanter. Du kan skabe lige den stemning, du drømmer om med dine egne yndlingsfarver, for der er en hel farvesymfoni at vælge i.
Efter ferien er glansen gået af de fleste krukker med sommerblomster. Det er synd, for er der noget, der giver atmosfære omkring huset, er det smukke blomstrende krukker. Dermed er tiden inde til at plante nye friske planter i krukkerne, så sommerstemningen varer ved længe endnu.
Her kommer sensommerens stauder ind i billedet. I modsætning til sommerblomster, er stauder flerårige planter, der som regel forbindes med staudebede i haven. Men man kan sagtens være vild med stauder uden at ha’ sin egen have. Stauderne kan nemlig plantes i krukker, præcis ligesom man planter sommerblomster.
Tricket er at vælge store, flotte stauder, der allerede er i fuldt flor. Så får du nemlig effekt i en håndevending og samtidig en lang blomstringsperiode at se frem til.
Stauder er vinterhårdføre planter, der trives med vejret på danske breddegrader. Det betyder, at du kan have fornøjelse af dine staudekrukker langt hen på efteråret, også selv om vejret skulle blive køligt og regnfuldt. Hvis du beskytter krukkerne mod den værste frost og giver gødning i vækstsæsonen, kan du ligefrem glæde dig over dem flere år i træk. Og har du en have, kan stauderne selvfølgelig også plantes ud i jorden.