Bæredygtighed, klimatopmøde og ressourcebevidsthed … den moderne forbruger er vågnet op til en politisk dagsorden, der stiller større krav til omtanke og ansvarlighed, men der er heldigvis stadig plads til de små glæder
- Vi vil nemlig ikke undvære det skønne og naturlige i tilværelsen,
siger trendredaktør Anja Falk Gaede fra pej gruppen, og fortsætter
- men vi vil gøre tingene på en fornuftig måde og bruge de rigtige ressourcer uden skadelige bivirkninger til at skabe skønne rammer.
Naturen ind i boligen
Og hvad er bedre egnet til at skabe en dejlig naturlig stemning i boligen end planters naturlige duft frem for at bruge kunstigt parfumerede produkter, hvis tilsætningsstoffer kan være medvirkende til et dårligere indeklima?
- Vi vil gerne benytte naturens egne ressourcer, for ud over at fremhæve det autentiske element har nogle planter nemlig også den positive sidegevinst, at de renser luften for skadelige stoffer og tilmed dufter skønt,
tilføjer Anja Falk Gaede.
Omdan boligens rum til duftende oaser
Du kan skabe dine egne duftoaser rundt om i boligen ved hjælp af fade, bakker eller skåle med velduftende planter – du kan vælge en ny duft til boligens forskellige rum alt efter lys og temperatur, men det er selvfølgelig også muligt at anvende samme planter – blot du lige overvejer placeringen en ekstra gang.
Ofte glemmer man den fornøjelse det er at have duftende planter på badeværelset, men det er faktisk en win-win situation for alle parter. En plante som fx Gardenia elsker nemlig lys og den høje luftfugtighed, som ofte findes i det rum, mens husets beboere vil nyde det daglige bad endnu mere omgivet af den vidunderlige duft, planten udsender.
Der findes et væld af skønne, danske blomstrende planter med en fortryllende duft og naturlig sødme, som kan få dig til at opleve din bolig på en ny og mere intens måde og være den lille ting i hverdagen, der gør en kæmpe forskel for dig og dine.
Forslag til planter med duft:
Navn | Duft | Pasning | Salgsperiode |
Stephanotis floribunda (duftranke) | Sødlig, let krydret, velduftende | Placeres lyst, ikke direkte sol. Gerne køligt. Vandes moderat. Tåler ikke udtørring. Gødes sparsomt i vækstperioden. | august-juni (højsæson marts-maj) |
Jasminum polyanthum (mangeblomstret jasmin) | Sødlig, krydret | Placeres lyst, gerne direkte sol. Gerne køligt. Vandes ofte under blomstring. Tåler ikke udtørring. Kan udplantes. | januar-marts |
Gardenia | Blød, frisk | Placeres lyst, ikke direkte sol. Skal vandes med regnvand eller kalkfrit vand. Tåler ikke udtørring. Blade holdes fugtige. Gødes moderat. | januar-april |
Cytisus (Madeiragyvel) | Intens, citrusagtig | Placeres lyst og køligt. Vandes regelmæssigt. Tåler ikke udtørring. Gødes sparsomt. | januar-marts |
Løgvækster, fx hyacint | Velduftende, liljeagtig | Lyst og køligt. Vandes regelmæssigt. Kan plantes ud efter afblomstring. | januar-marts |