Som dagene langsomt tager til i længde, og naturen så småt vågner op efter vinterens dvale, begynder forårsfornemmelserne at indfinde sig. Der er magi i luften – forårsmagi!
Forår forude
Et af de første spæde forårstegn kan man aflæse på dyrenes adfærd, som afspejler naturens gang. For kigger vi ud af vinduet, er der ingen tvivl om, at det kribler og krabler derude, og at foråret lurer lige om hjørnet.
Men hvorfor vente på, at temperaturen udenfor stiger, når du kan lave masser af forårsstemning inden døre med duftende, friske forårsblomster?
Forårsfarvelade
En sikker vinder på forårets farvepalet er kodriver eller Primula vulgaris, der findes i et væld af forskellige typer, farver og former, og som allerede nu kan købes i havecentre, blomsterbutikker og supermarkeder.
Forstærk blomsternes forårskåde og glade udstråling ved at placere dem i dekorerede skjulere med et sprælsk udtryk skabt af spændende tapetstykker, der klistres fast på de vaser eller potter, som du har i forvejen.
Du kan naturligvis også vælge et mere afdæmpet udtryk, og anbringe dem i en smart skjuler, der matcher de kulørte kronblade.
Rede med rappe ranunkler
Ranunkel er en anden populær forårsbebuder, hvis fyldte, farveintense blomsterhoveder i fx hvid, gul, orange, lilla eller rød går lige under huden og vækker alle sanser. Skab dit eget lille indendørs forårspotpourri med ranunkler i friske farver plantet i en flettet kurv, som var det en lille fuglerede, og pynt med fjer.
Glade Gerbera
På trods af sit stærke, glade farverepertoire kan man godt gå hen og glemme klassiske forårsbebudere som fx Gerbera i det store udbud. Men det kan der heldigvis laves om på, og et nyt udtryk gør allerede en stor forskel.
Prøv at genopfinde Gerbera sammen med macramé- teknikken, hvor planten ved hjælp knyttede ophæng i moderne farver nærmest ”svæver” og i både bogstavlig og billedlig forstand skaber magi i luften.
Hokuspokus … krokus
Endelig er der de mange dejlige løgblomster, der kan plantes ud allerede nu, og som du kan trylle forår lige til døren frem med.