Kys-mig-straks
Guldfisk eller Nematanthus er navnet på en sjov og nem stueplante, hvis glade orange blomster minder om en ”kysmund” eller munden på en guldfisk. Med sine blanke, fyldige blade er den dekorativ både under og efter blomstring. Guldfisk er velegnet til udplantning i sommermånederne, hvor en frisk byge fremhæver bladenes skinnende overflade.
Kompakt, blomsterrig og pikant
Spici Bell eller Wahlenbergia procumbens består af bedårende, hvide klokkeblomster. Plantes den i krukker, giver den flotte ranker, mens den plantet i bede bliver til et helt lille tæppe. Spici Bell har en dejlig krydret duft af karry fra både den friske og tørrede plante, heraf navnet. Den elsker lys og sætter flittigt blomster både ude og inde.
Stueplante, faldskærmsudspringer og slyngveninde
Faldskærm eller Ceropegia sandersonii er en klatreplante med sjove blomster, der ligner en udfoldet faldskærm, og som springer ud igen og igen. Den er velegnet til sydvendte vinduer og meget nem at have med at gøre, da den kan klare sig uden vand i op til to uger.
Kært barn med mange navne
Fandens ribben eller Pedilanthus tithymaloides minder om rygsøjle med ribben, hvorfor den har fået navnet Fandens ribben. Men den kaldes også Violinblomst, Julelys og Vortemælk. Fandens ribben har medicinske egenskaber – fx bruges bladenes mælkesaft som brækmiddel i Vestindien. Planten trives i lys og ved stuetemperatur og kan formklippes om foråret.
Elegant slyngplante med duft og ynde
Duftranke eller Stephanotis spreder stemning og velvære i boligen med sin naturlige, sunde duft. Den feminine plante kan også anvendes i brudebuketter og som bordpynt med rankerne foldet ud. Duftranken
trives på lyse og kølige steder og kan derfor også bruges som levende gardin i vinduespartier.
Supernem med spændende blade
Sedum makinoi er en dekorativ og holdbar grøn stueplante, hvis blade skifter farve i takt med lyset - jo lysere det er, des rødere bliver bladene, der har forskellige størrelser. Sedum mini har små blade, mens Sedum max har store.
Fortryllende og hårdfør
Stenurt eller Sedum har et helt fortryllende farvespil, der giver kant og karakter til efterårs- og vinterkrukkerne. Stenurt kan anvendes alene, som miks eller med andre planter, og da den er vinterhårdfør, er den velegnet til udplantning.
Romantiske ready-to-go roser
Hurtigt, smart og nemt tilbud til den moderne forbruger, der skal hjem og pynte op i en travl hverdag. Her er Instant bordpynt med roser i skåle en god løsning. Roserne tilbydes i farver, der matcher stil og mode.
Som perler på snor
Perlekæde eller Senecio herreanus er en sjov og anderledes hængesukkulent med blade, der ligner en perlekæde og er på den måde udsmykning af boligen med naturens egne smykker. Planten får små gule blomster, der dufter. Perlekkæden skal placeres lyst, men tåler ikke direkte sol.
Flerårig fornøjelse med farvespil
Pieris er en spændende staude til havens krukker. Den sætter smukke rødlige blade, der ligner blomster og i takt med årstidernes skiften forandrer den udtryk fra blomsterflor, over bladenes farveskift til vinterens tætte grønne løv.
Harmonisk og hurtigvoksende staude
Krybende læbeløs eller Ajuga reptans giver fylde og farve til havens krukker og er meget velegnet som bunddække. I maj måned sætter den smukke lilla blomster og trives både lyst og i halvskygge.