Gå til hoved-indhold

Kan man mindske brugen af kemi med en fluedetektor?

Hos gartneriet bygrowers A/S, der ejes af direktør Nicolai Abildgaard, er der godt skub i produktionen disse dage. De har nemlig en stor julestjerneproduktion, og hele 2,5 mio. stjerner køres ud i år.

Udvælgelsen af næste års stjernesorter begynder lige efter, de sidste julestjerner bliver kørt ud af porten; og fokus er at vælge sorter, der skal bruge mindst mulig kemi. Men denne proces kan dog godt give nogle ubudne gæster. Med udfasningen af kemi og indførelsen af biologisk bekæmpelse vil der nemlig komme flere dyr i planterne.

Ved bygrowers A/S har de som noget nyt fået en detektor, der med en fangeplade konstant overvåger forekomsten af insekter i planterne.

''Hvis detektoren opfanger en art, der kan være skadelig for vores planteproduktion, så ved vi det lige med det samme, og vi kan handle lynhurtigt på det. Det betyder i mange tilfælde, at vi kan nå at eliminere skadedyrene alene med brugen af biologisk bekæmpelse, inden planterne bliver syge og går tabt. Men det giver også økonomisk mening: Det frigiver en masse ressourcer, da vi slipper for selv at finkæmme hver enkelt plante for skadedyr,'' fortæller Nicolai Abildgaard.
 
Detektoren er stadig under udvikling og skal på sigt kunne detektere skadedyrene og skelne dem fra nyttedyrene, og de smådyr, der fungerer som deres føde.

''Brugen af biologisk bekæmpelse betyder også, at forbrugeren måske vil kunne finde en enkelt flue eller lus i deres plante, når de får den hjem.
Det vil man kunne, når vi bruger biologi frem for kemi i produktionen af vores planter. Noget som vi gør til gavn for miljøet, dig og mig,''
siger Nicolai Abildgaard og tilføjer: ''Det bør vi måske blive lidt bedre til at fortælle i alle dele af distributionskæden, lige fra produktion til detailled.''

bygrowers A/S er langt fra det eneste gartneri, der har fokus på planternes genetik. Forædlingsdelen er vigtig for alle gartnerier, da det er et af de mest essentielle parametre for at mindske brugen af kemi i produktionen.

Tilbage