Gå til hoved-indhold

Alt kommer til den, der venter

I de mange væksthuse står der hortensia i lange baner. Nogle er lige taget ind fra køl og står kun med træagtige grene. Andre er begyndt at skyde og viser fine kroner af knopper.

Ude ved Schroll Flowers, der udelukkende producerer hortensia, er der hortensia i alle stadier – helt fra stikling til færdig salgsklar plante. Det tager faktisk lige godt et år fra stikling til fuldvoksen, salgsklar blomst.
Og selvom en produktionstid på et år, måske lyder af meget, så starter processen, flere år før stiklingen sættes i jorden: nemlig ved forædlingen.

”Det tager i gennemsnit 7-8 år, at forædle en ny hortensiasort. Vi har rigtig mange parametre og kriterier der skal opfyldes, for en ny hortensiasort bliver udvalgt. Denne udvælgelsesproces er med til at sikre, at vi vælger lige præcis den plante, der har de bedste og stærkeste egenskaber!”, sådan lyder det fra Stine Garbo Schroll, gift med Carsten Schroll, der sammen med sin tvillingebror Søren Dolleris Schroll ejer Schroll Flowers.

Hvert år har de mellem 10.000-20.000 forskellige nye hortensia i spil. Langsomt men sikkert vil de blive sorteret til og fra, så der i sidste ende fremstår en potentiel ny hortensiasort, der er klar til at blive introduceret til markedet. Den stærkeste, den bedste og den flotteste.

”Vi har stort fokus på forædling hos os. Vi forædler, fordi vi er fast besluttet på at forbedre kvaliteten af vores produkter til gavn for både forbrugeren men OGSÅ for miljøet. Vi udvikler og innoverer med målet om at producere de mest tolerante planter, med den længste levetid – bæredygtigt og uden brug af kemi. Vi er nået rigtig langt og vores fokus på forædling har betydet, at alle hortensia vi i dag producerer, er 100% vores egen genetik. Samtidig har vi mere en halveret vores energiforbrug, fjernet brugen af svampemidler og tilføjet biologisk bekæmpelse til vores planter”, uddyber Stine Schroll om gartneriets grønne rejse.

Herhjemme har vi en lang tradition med forædling og brugen af biologisk bekæmpelse. De høje miljøkrav vi har, er med til at sørge for, at vores planter er helt i top – både på kvalitet og bæredygtighed. Forædling er helt essentielt for at kunne producere bæredygtigt i gartnerierhvervet.

Tak til Schroll Flowers for en spændende rundvisning og for at gøre os lidt klogere på vigtigheden af forædling i gartnerierne

Tilbage